Der var både stolthed og en smule ærgrelse at spore hos Kristian Kristensen efter opgøret mod Odense.
HØJ-cheftræneren havde netop rost sine spillere for præstationen, men samtidig sad han med en fornemmelse af, at holdet var tæt på at gøre kampen endnu mere interessant.
– Jeg har lige rost pigerne. Jeg er egentlig stolt af præstationen samlet set. Men jeg tror også, at alle kan se, at vi godt kunne have presset den, siger Kristian Kristensen til Europamester.dk.
Særligt lidt mere energi og kvalitet over yderligere 10-12 minutter kunne ifølge cheftræneren have gjort en forskel.
– Jeg siger ikke, at vi kunne vinde. Det tror jeg, de er for dygtige til, hvis det kom til det. Men vi kunne have presset det ud, synes jeg.
HØJ formåede i lange perioder at gøre livet svært for Odense, og særligt defensivt var Kristensen tilfreds med det, han så.
– Vi dækker pissegodt op, og vi har haft masser af redninger.
Problemet opstod i den anden ende af banen. Efter pausen havde HØJ store problemer med at få bolden i nettet. Det betød, at holdet ikke for alvor fik udnyttet det stærke forsvars- og målmandsspil.
– Vi kan ikke lave mål i det første kvarter efter pausen. Det kan Odense så heller ikke. Det er jo godt forsvar, men det er også et problem, at man ikke får effekten på det andet.
Som kampen skred frem, begyndte kræfterne samtidig at slippe op hos HØJ.
– Så går gassen af ballonen, og vi kan ikke stå imod til sidst. Og det vil jeg også sige ville være underligt, siger Kristensen.
HØJ var samtidig udfordret på bredden, og ifølge cheftræneren blev det tydeligt, da de mest rutinerede kræfter begyndte at løbe tør for energi.
– Vi har nogle folk ude, og det er jo også tydeligt. De folk, der har prøvet det her, når de brænder ud, så falder vores topniveau.
Netop topniveauet skal være til stede gennem hele kampen, hvis HØJ skal true et hold af Odenses kaliber.
– Det topniveau skal jo være der i sådan en kamp, hvis man virkelig skal lave ballade. Men mange gode momenter, rigtig mange at tage med, så jeg er stolt egentlig, selvom det kan lyde mærkeligt.
Efter slutfløjt samlede Kristensen sine spillere og roste dem for indsatsen. Men lige efter en kamp, hvor HØJ havde brugt enorme mængder energi og samtidig kunne mærke, at muligheden for at presse Odense havde været der, var det ikke nødvendigvis alle, der straks kunne glæde sig over cheftrænerens ord.
– Nogen gør, og jeg tror som samlet gruppe, så er anerkendelse jo altid godt. Men man må også sige, lige oven på en kamp, hvor pulsen er høj, så er der jo nogen, lidt afhængig af hvilken type man er, der har behov for at rase af.
Én ting var der dog ingen tvivl om.
– De var i hvert fald trætte. Det tager de 100 procent.
Selvom resultatet ikke gik HØJ’s vej, mener Kristensen, at kampen viste, at holdet har flyttet sig på flere områder.
Særligt arbejdet med at læse og forberede sig på modstandernes spil fremhæver han.
– Hele mønsterafdækningen af modstanderne synes jeg, at vi bliver bedre og bedre til at håndtere. Det vil sige, at det er nemmere at forudse, hvad modstanderne kommer med.
Det handler ikke kun om forberedelserne. Spillerne er ifølge cheftræneren også blevet bedre til at føre kampplanen ud på banen.
– Vi bliver bedre til at forberede os, og vi bliver bedre til at eksekvere.
Kristensen er dog samtidig bevidst om forskellen på HØJ og de absolutte tophold.
– Vi er også op imod kompetenceforskel, når vi snakker Odense og top 5 i ligaen. Så skal vi ud og lave et eller andet vanvittigt overpræstation.
Denne gang havde HØJ nogle af ingredienserne.
– Vi havde jo nogle af ingredienserne med høje redningsprocenter.
Derfor var det heller ikke først og fremmest skuffelsen, Kristian Kristensen ville tage med sig hjem.
Da han blev spurgt, hvilken følelse han ville lægge sig til at sove med efter kampen, var svaret klart.
– Jeg lægger mig med en ”godt kæmpet, piger”.
Alligevel vil særligt én periode nage cheftræneren.
Det første kvarter efter pausen, hvor HØJ havde svært ved at omsætte det stærke defensive arbejde til scoringer i den anden ende.
– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan lave lidt flere mål i første kvarter. Det må jeg sige. Så havde vi jo kunnet komme ud med et rigtig flot resultat.
Han vil dog ikke gå så langt som til at sige, at HØJ kunne have slået Odense.
Men muligheden for at gøre livet endnu mere besværligt for storholdet var der.
Og det var måske netop derfor, at stoltheden efter kampen blev ledsaget af en lille følelse af ærgrelse.





























