Hollandsk profil om speciel slutrunde: Det her er den vigtigste lektie
Mens der under slutrunden har været en del uro omkring det danske hold, som følge af skader, så har Hollands optakt til EM været svært præget af især fravalget af Estavana Polman forud for slutrunden.
Hollands anfører, 32-årige Lois Abbingh, er blandt de spillere, der har talt højt om fravalget af Polman, men under slutrunden er det ikke længere et fokus. For Abbingh giver udtryk for, at EM-slutrunden er en god læreproces for det ‘nye’ hollandske landshold og hun synes, at 10-målsnederlaget til Norge var en god indikator for, at håndbold er en holdsport, hvor alle er afhængige af hinanden:
“Vi så virkelig, at vi som hold skal spille bedre sammen. Det var også en hård dag i går, med nogle svære samtaler. Selv mod Schweiz kan man ikke klare det alene. Vi skal kæmpe for hinanden og spille for hinanden. Det er den vigtigste lektie fra de sidste par dage,” sagde Lois Abbingh til Sportnieuws.nl.
Og med blikket rettet mod den vigtige kamp mod Danmark i morgen, så er det netop nødvendigt, at det hollandske landshold rykker sammen i bussen, hvis de skal have en chance mod Danmark:
"Vi skal vinde, uanset hvordan. Vi har virkelig brug for hinanden. Jeg tror, det er den vigtigste lektie," fortsatte Abbingh til Sportnieuws.nl.
Danmark og Holland møder hinanden onsdag i den sidste mellemrundekamp, hvor vinderen går direkte i EM-semifinalen. Kampen fløjtes i gang kl. 18:00.