LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Janne Kolling

Janne Kolling – Læs biografi og fakta om den mest vindende damespiller nogensinde


Janne Kolling har vundet alt der er at vinde på landsholdsplan – og flere gange endda. Hun er den kvinde, der har spillet allerflest landsholdskampe og er i dag en legende fra den danske storhedstid. Men hvordan kom hun dertil og hvad laver hun i dag? Læs alt om den jernhårde lady her. 

Fakta


Fulde navn: Janne Kolling
Født: 12. juli 1968 i Aarhus
Højde: 173 cm
Vægt: 66 kg
Foretrukne hånd: Venstre
Position: Højre fløj
Bopæl: Hjortekær ved Lyngby
Ægtefælle: Henrik Jørgensen
Børn: Frieda på 18 år og Bertram på 14 år
Beskæftigelse: Hospitality manager hos Dansk Håndbold Forbund

Janne Kolling biografi og barndom


Janne Kolling er født i 1968 i Aarhus. Kort tid efter flyttede familien til Over Hornbæk i Randers, hvor håndboldkarrieren begyndte. I Hornbæk SF kastede hun for første gang med en håndbold, og det blev også her, at den første seniorsæson blev spillet. Som 20-årig flyttede unge Kolling til Viby, hvor hun spillede en enkelt sæson. Eventyret kaldte på sig, og Kolling rejste et år til Færøerne, hvor hun spillede for UM Kyndil. Fra 1989-1991 spillede Kolling igen i Jylland, hvor hun denne gang tørnede ud for Lyngså BK i landets bedste række.

Som 23-årig tog karrieren for alvor fart. Kolling skiftede til Viborg HK, som netop var rykket op i håndboldligaen, men som allerede fyldt med store stjerner og masser af landsholdsspillere. Holdet havde Ulrik Wilbek som træner og havde spillere som Anja Andersen og Susanne Munk Lauritsen på holdkortet. Allerede det første år vandt Viborg DM-sølv, hvilket var startskuddet til en storhedstid for klubben. I 1993 vandt Kolling og resten af holdet igen DM-sølv, indtil de året efter fik noget af en guldhøst. I 1994 vandt Viborg nemlig både DM- pokal- og EHF-guldmedaljer. DM-titlen blev forsvaret i ikke mindre end 5 gange i træk, hvor der i mellemtiden også blev erobret to pokaltitler og Champions League-sølv. 

Efter 6 år i Viborg HK, blev det tid til luftforandring for Kolling. Hun var nu 29 år og skulle til at prøve kræfter med et udlandseventyr. Dette tog hun sammen med landsholdskollegaen Anette Hoffmann i den spanske klub Corte Blanco Bidebieta. Det blev dog kun til en enkelt sæson, men Kolling var ikke klar til at tage tilbage til Danmark endnu. Sammen med sin daværende kæreste, flyttede hun til Norge for at spille i klubben Tertnes, mens kæresten skulle finde job gennem sin uddannelse som fiskeingeniør.

I sit andet år i klubben kom Kolling ud for en korsbåndsskade. Hun kæmpede sig tilbage og nåede med til OL i 2000, og besluttede sig herefter for at vende hjem til Danmark. Anja Andersen havde på dette tidspunkt stoppet sin aktive håndboldkarriere grundet hjerteproblemer, og havde i stedet startet et projekt op som træner i Slagelse. Dette projekt valgte Kolling at deltage i og skrev derfor under på en 2-årig kontrakt. Det blev dog ikke til mere end en halv sæson i klubben, for Kolling måtte lade sig overgive til den gamle korsbåndsskade i knæet. Hun blev dog i de aftalte 2 år i klubben, men måtte i stedet hjælpe til som assistenttræner. 

Efter håndbolden


Under sin tid i Slagelse blev Janne Kolling gravid. Efter barslen kunne hun dog mærke, at det stadig var håndbolden der trak, og hun bankede derfor på hos FCK Håndbold og spurgte efter job. Hun blev her ansat i salgsafdelingen, men da sportschefen kort tid efter sagde op, blev hun i stedet tilbudt jobbet som sportskoordinator. 

Efter 5 år som alt-mulig-kvinde og old girls-spiller i FCK, blev Kolling ansat i DHF som projektleder for hospitality. Her står hun for arrangementer for sponsorerne i forbindelse med landskampe, mesterskaber, seminarer, medarbejderarrangementer osv. Hun tager også gerne ned og ser kampene sammen med andre omkring landsholdet. 

Janne Kolling landsholdskarriere


Kolling fik sin debut på det danske A-landshold allerede som 20-årig. To år efter, i 1990, fik hun sin slutrundedebut til VM i Seoul. Først i 1993 var hun igen med til en slutrunde, denne gang til VM i Norge, hvor det blev til en sølvmedalje. I 1994 deltog hun til EM i Tyskland, hvor holdet vandt guld. Til det efterfølgende VM, vandt holdet bronze, og kvalificerede sig desuden til OL 1996 i Atlanta.

Dette blev til en guldmedalje og en kæmpe præstation af det danske kvindelandshold, som på dette tidspunkt var kendt som de jernhårde ladies. Samme år vandt Kolling og holdet guld med EM og ligeledes guld ved det efterfølgende VM i 1997. I 1998 fik Kolling en EM-sølvmedalje med hjem efter et nederlag til et stærkt norsk mandskab. 

Kolling deltog ikke i VM i 1999 grundet sin korsbåndsskade, og holdet endte også kun på en skuffende 6. plads på en delt hjemmebane mellem Norge og Danmark. Guldkvinderne tog dog revanche til OL i 2000 i Sidney, hvor Kolling igen var klar igen. Her fik hun endnu engang en OL-guldmedalje med hjem med 5 scoringer i finalen. Herefter blev det kun til én enkelt landskamp mere for Kolling. Den blev spillet i 2001 i Århus mod Ungarn, som blev besejret med 9 mål. Dette blev Kollings afskedskamp og ligeledes hendes jubilæumskamp nr. 250 i den rød/hvide-trøje.

Kolling er i dag stadig den kvinde, der har spillet flest A-landskampe for Danmark. Hun nåede at score 756 mål, som kun er overgået af Camilla Andersen med 846 mål. Kolling var desuden anfører på holdet de sidste to år af hendes karriere.

Janne Kolling skader


Mens Kolling spillede for norske Tertnes pådrog hun sig en korsbåndsskade, der holdt hende ude i adskillige måneder. VM i 1999 var ikke længere en realitet, men drømmen om endnu et OL motiverede Kolling til at komme stærkt tilbage. Det kom hun da også, og efter en operation og mange måneders genoptræning var hun klar til at kæmpe om guldet i Sidney i 2000. Knæet gav dog kort tid efter op, og skaden brød op igen. Dette blev til enden på Kollings aktive karriere.

Janne Kolling privatliv


Janne Kolling er i dag gift med den tidligere håndboldspiller Henrik Jørgensen. Kolling har to børn, Frieda på 18 år og Bertram på 14 år, fra et tidligere ægteskab, hvor hendes mand har bragt sin søn på 33 år ind i familien. Kolling blev skilt fra sin første mand før deres yngste barn overhovedet var blevet født, og han forlod hus og familie blot 12 dage efter fødslen af sønnen.

Mest læste nyheder om Janne Kolling


Andre portrætter


Katrine Fruelund
Mathias Gidsel
Nikolaj Øris
Mikkel Hansen
Camilla Andersen
Anja Andersen

Videoer


Se Janne Kolling og Camilla Andersen snakke om presset ved at gå efter guldet:

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder