Lørdag aften klokken 18.00 tørner franske Brest Bretagne og ungarske FTC-Toyota Kovács sammen i et direkte opgør om førstepladsen i Champions League, hvor begge mandskaber hidtil har gjort rent bord med fire sejre ud af fire mulige.
Kampen byder samtidig på en duel mellem turneringens to bedste defensiver, hvor Brest blot har lukket 96 mål ind, mens FTC følger lige efter med 97 indkasserede mål.
FTC’s danske cheftræner, Jesper Jensen, ser frem til opgøret med stor respekt for franskmændene, men hæfter sig ved sit eget holds opadgående kurve:
“Som forventet er konkurrencen i gruppen ekstremt tæt, og jeg tror, at denne kamp bliver særlig vigtig, fordi begge hold aktuelt står med otte point. Brest har en meget stærk trup med fantastiske spillere, og de spillede også en kamp med høj intensitet i midtugen, så de kan gå ind til weekenden fulde af momentum. Samtidig kan vi også gå ind til kampen med selvtillid, eftersom vi har vundet alle kampe indtil videre, og vores form ser ud til at blive bedre og bedre,” udtaler Jesper Jensen til eurohandball.com.





























