Jesper Jensens FTC-Toyota Kovács har fået en overbevisende start på Champions League-sæsonen.
Efter udesejren på 29-20 mod Buducnost i første runde fulgte den ungarske storklub op med endnu en klar sejr, da RK Krim OTP Group Mercator blev besejret 40-29 på hjemmebane.
Det var en kamp, hvor FTC hurtigt fik sat sig tungt på opgøret.
Efter en tæt åbning gik hjemmeholdet fra 4-3 til 8-3, og derfra fik Krim aldrig for alvor kontakt igen. Ved pausen førte FTC hele 21-12, godt hjulpet af Blanka Böde-Bíró, der stod en fremragende første halvleg med 12 redninger og en redningsprocent på 50.
Efter pausen fortsatte FTC med at dominere.
Elizabeth Omoregie blev topscorer for hjemmeholdet med syv mål på otte afslutninger, mens Petra Simon også havde en vigtig rolle i angrebsspillet. Krim fik bedre fat offensivt i anden halvleg, men sejren kom aldrig i fare.
Jesper Jensen var da også tilfreds med helheden.
“Kampen var, som jeg håbede på. Jeg synes, vi har et stærkere hold end Krim lige nu,” sagde FTC-træneren efter opgøret.
Han pegede samtidig på, at Krim er i gang med meget nyt med ny træner, nyt system og nye spillere. Derfor var niveauforskellen tydelig denne aften.
Det eneste, der irriterede den danske træner en smule, var kampens afslutning, hvor FTC lukkede flere mål ind i de sidste ti minutter.
Men samlet set var der ikke meget at sætte fingeren på.
FTC har åbnet Champions League med to sejre på henholdsvis ni og 11 mål, og Jesper Jensens hold ligner allerede et mandskab, der har tænkt sig at spille en stor rolle i turneringen.





























