Holland har fået en alvorlig nedtur forud for det kommende EM. Larissa Nüsser kommer ikke i aktion ved slutrunden i december, efter at en skade fra weekendens testkamp mod Norge har vist sig at være en korsbåndsskade.
Den hollandske profil blev skadet allerede i kampens indledning og måtte forlade banen før tid. Nu har en MR-scanning bekræftet, at skaden er så alvorlig, at hun må se EM fra sidelinjen.
For Larissa Nüsser er det en hård besked, da hun havde set frem til at repræsentere sit land ved mesterskabet. I en udtalelse fra det hollandske håndboldforbund lægger hun ikke skjul på sin skuffelse:
“Jeg er utrolig ked af, at jeg på grund af denne skade ikke kan komme i aktion for det hollandske kvindelandshold i den kommende tid. Jeg havde glædet mig enormt meget til at stå på banen sammen med holdet under EM”
EM-slutrunden spilles i Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Tyrkiet fra den 3. til den 20. december.




























