I Team Esbjerg har man i et stykke tid forberedt sig på scenariet om et muligt farvel til verdensstjernen Henny Reistad.
Nu sætter klubbens direktør, Bjarne Pedersen, ord på den enorme udfordring, det er at skulle lappe hullet efter den norske profil. Over for Viaplay erkender han blankt, at en direkte 1:1-afløser slet ikke eksisterer i håndboldverdenen:
“Vi har selvfølgelig i et stykke tid gået og tænkt over, hvis det skulle være sådan en melding, vi fik, hvad kunne vi så gøre ved det. Vi har selvfølgelig prøvet at tage nogle følere ud med, hvad der kunne være en mulighed for Team Esbjerg at hente ind som erstatning for Henny Reistad. Der er ikke en spiller som Henny Reistad på markedet, uanset hvilken klub du kigger i, så det kan man godt opgive,” slår Bjarne Pedersen fast over for Viaplay og uddyber:
“Der kommer heller ikke sådan nogen, der lige erstatter Henny Reistad i de kommende år – der vil hun nok stadig være verdens bedste spiller. Men så må vi kigge på nogle andre ting rent holdmæssigt, om vi kan få tingene skruet sammen på en lidt anden måde, og det arbejder vi på i øjeblikket.”





























