Karakterbog: Danmark- Ungarn
Anna Kristensen: 4
Anna Kristensen startede rigtig godt, og havde flere gode redninger - men fra midten af første halvleg og starten af 2. halvleg faldt hun med den vaklende defensiv.
Amalie Milling: 10
Nogle gange er det ikke alitid antallet af redninger - men hvornår de kommer, og Milling leverede altså da det så sortest ud. Et svært tidspunkt at komme ind, men hun fik plukket et par bolde fra distancen til at varme sig på og den ungarske højrefløj fik hun også afvist i den periode, hvor danskerne kom tilbage i kampen!
Emma Friis: 4
Emma Friis fik lavet 2 på 4, men der er også en situation hvor hun ikke kæmper for bolden. I forsvaret så hun heller ikke godt ud og havde ikke styr på opbakning eller at skære banen af for sin egen mand - efter en overgang hvor hun står overfor Katrin Klujber lader hun sig presse tilbage i stedet for at gå frem.
Elma Halilcevic: 10
3 mål på 3 forsøg, et straffekast - fisker 2 bolde i forsvaret. Skærer vinklen for den ungarske højrefløj, der gør at Milling har det lettere ved at snuppe boldene i den svære periode. Rigtig stærk kamp af den dygtige venstrefløj!
Andrea Aagot: 7
Hun får lavet en del mål på straffekast, hun misser dog en - hun har også to afbrændere fra fløjen. Szemery er god, og fik udfordret den danske højrefløj.
Trine Østergaard: 10
Hold da op - sikke en kølighed, nogle vil sige “Føj for en coolness”, den danske anfører lavede 3 overlegne mål mod en velspillende Zsófi Szemerey og trak en vanvittig flot angrebsfejl på Petra Simon på et vigtigt tidpunkt.
Anne Mette Hansen: 4
Det var egentlig ok forsvarsmæssigt - men i kontrafasen og i angrebet var det ikke kønt. Hun redder os på et straffekastmål, men hun har også chancen for at lukke den på det næste straffe. Der var generelt lidt mistiming fra hendes hånd når hun var boldførende.
Julie Scaglione: 7
Det var rigtig pænt af den danske venstreback, men også lidt skønhedspletter - men hun fungerer bare rigtig godt med Helena Elver, lidt en kombination vi ikke altid har fået lov at se. Og det skal vi leve videre på. Denne her gang var hun rigtig god til at glide af mellem fløj og back uden dribling og behov for en Radjenovic-finte.
Michala Møller: 4
Det blev til et mål for den danske bagspiller, men også en del afbrændere - og lidt tekniske fejl på nogle svære tidspunkter. Da hun løber op i kontrafasen og sender den underhånd afsted, er det lidt uden fornemmelse for kampen og den fumler i de sidste ti minutter var ikke god. Udspillene til højrefløj var ok og trækker op.
Helena Elver: 10
Det er ikke en let rolle at være Helena Elver til denne slutrunde, for hun skal løse meget af det - og det er en kæmpe rolle. Man så hende idag også kæmpe med det mentale i forhold til hendes tænding - hun skal dirigere bagspillerne og stregen, og ungarerne var godt forberedte på hende. Men hun var alligevel den toneangivne bagspiller i de første minutter af kampen hvor hun laver 3 ud af de første 4 mål. I anden halvleg bliver der lidt en kamp mellem dommerne, men da det gjaldt - fik hun de afgørende straffekast. Hun var udmærket i forsvaret i dag med en stjålet bold og holder sin mand.
Kristina Jørgensen: 4
Det var lidt urytmisk og lidt for meget ind mod midten men uden at være direkte - det klumpede det danske angrebsspil sammen i midten. Der var dog også lidt fine assist, med bag om ryggen til Halilcevic for eksempel - men effektiviteten var ikke helt god.
Sofie Bardrum: 10
4 kasser og et væld af gode screeninger - Danmarks førstestreg fik alle 60 minutter i angrebet, og det forvaltede hun flot! Hun kommer også med en masse tænding og energi! Og pivskarp til at få raget boldene til sig og scoret på sine chancer.
Line Haugsted: 4
Det var egentlig ok for det meste, indtil Petra Simon begyndte at skyde direkte mellem armene eller over hovedet på Line Haugsted - her skulle hun have taget et skridt frem. Det var lidt ærgerligt, for Haugsted er en af de bedste til at tilpasse sig i løbet af kamp. Om hun havde rejst som hun gjorde mod Rumænien, hvis hun havde fået flere minutter er uvist - men det var under klart under middel i dag.
Laura Borg: 12
Den danske forsvarskomet stod sin ilddåb i dag - Laura Borg har aldrig spillet mod så gode modstandere, på så svært et tidspunkt. Haugsted kunne ikke løse opgaven og finde den rette højde på Petra Simon. Men det kunne Borg - og hun fik virkelig stabiliseret defensiven så ungarerne skulle afslutte fra nogle dårligere vinkler og det hjalp Amalie Milling gevaldigt!
Helle Thomsen og Bojana Popovic: 12
De fik deres første pressede kamp - og i modgang er de gode til at lave de rette skift fra udskiftningsbænken og skarp på at lave timeout og få vendt kampen. Det er anden gang Danmark er presset og de med timeout får vendt kampen - det er imponerende. Den danske trænerduo leverede godt igen!