KIF Kolding præsenterer Anders Eggert som ny cheftræner
Siden sin seneste tid i KIF Kolding har Eggert opgraderet sine kompetencer markant. Han har blandt andet gennemført den anerkendte Diplomtræneruddannelse, og de seneste sæsoner har han været en fast del af trænerteamet i den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt. Han vender derfor hjem med både solid faglig ballast, international erfaring og stærke lederegenskaber.
Ved sin side får Eggert selskab af Julie Loop, som tiltræder rollen som assistenttræner og talentansvarlig. Loop kender holdet særdeles godt, da hun i den netop afsluttede sæson overtog rollen som cheftræner i de sidste kampe. Nu indgår hun permanent i det nye trænerteam omkring KIF’s herrer.
Bestyrelsesformand Mads Aarestrup forklarer, at ansættelsen af Eggert hænger tæt sammen med klubbens ambitiøse strategi:
"Det har været en prioritet for os at finde en profil, der i høj grad harmonerer med den samlede strategi for den udviklingsrejse, vi står overfor. I den henseende fremstår Anders som et oplagt valg – ikke mindst takket være hans markante engagement og idérigdom, som vi har stor tiltro til kan bidrage til, at vi genvinder vores position i Danmarks bedste række. Med både Anders' og Julies indgående kendskab til klubben og dens medarbejdere vil de desuden kunne indgå aktivt i det daglige fra første arbejdsdag," siger Aarestrup.
Eggert glæder sig til at komme i gang med arbejdet og beskriver ansættelsen som et helt rigtigt skridt i karrieren:
"Jeg er både stolt og begejstret over at træde ind i rollen som cheftræner, og jeg føler, at timingen er helt rigtig. KIF Kolding er en traditionsklub med et stærkt sportsbrand, og jeg ser et enormt potentiale i hele organisationen. Klubben hviler på et solidt fundament i moderklubben, som rummer en stor og ambitiøs ungdomsafdeling og et stærkt akademi. Jeg er samtidig glad for, at Julie har sagt ja, og jeg ser frem til, at vi sammen skal sætte en tydelig sportslig retning, hvor vores kombinerede kompetencer skal løfte både holdet, spillet og den enkelte spiller," siger Eggert og fortsætter:
"Vi vil arbejde målrettet med udvikling – teknisk, taktisk og mentalt – og bringe moderne, nytænkende håndbold i spil for at bringe KIF Kolding videre, og over tid tilbage, hvor klubben hører til."
Julie Loop ser også frem til den nye rolle og fremhæver især arbejdet med klubbens talenter som en central opgave:
"Jeg glæder mig helt vildt til at skulle samarbejde med Eggert og til at komme i gang med arbejdet som assistenttræner og talentansvarlig. KIF er en klub med en kæmpe historie og stærke værdier, og jeg føler mig både stolt og ydmyg over at få lov til at bidrage i den situation, vi står i nu," fortæller hun og uddyber:
"Vi går en ny tid i møde, og det bliver hårdt arbejde – men også enormt spændende. Jeg ser frem til at være med til at bygge noget nyt op, både på banen og omkring holdet. Et særligt fokus for mig bliver at styrke overgangen fra ungdom til senior, så vi kan fastholde og udvikle de dygtige talenter, klubben allerede har – og får i fremtiden. Der er masser af potentiale, og jeg glæder mig til at komme i gang," afslutter Loop.
Anders Eggert og Julie Loop får nu ansvaret for det sportslige setup, og sammen skal de være med til at sætte kursen for KIF Koldings fremtidige succes.