Det første år i Fredericia Håndboldklub blev ikke helt som håbet for Pelle Segertoft. En række skader spændte ben for den to meter høje svensker, men nu er den 22-årige bagspiller for alvor klar til at vise sit fulde potentiale frem for det fredericianske publikum.
Det fortæller han i et stort interview bragt på FHK’s hjemmeside i samarbejde med Fredericia Avisen.
Segertoft kom til klubben i sommeren 2025 fra Önnereds HK på en treårig aftale. Efter en debutsæson præget af pauser på lazarettet, er motivationen for at bevise sit værd på banen intakt:
“Jeg har ikke rigtig fået mulighed for at vise, hvor god jeg selv mener, jeg er. Skaderne har stået i vejen, og det har været frustrerende. Når man kommer fra den svenske liga til en ny klub, er der store forventninger. Jeg føler stadig, at jeg har noget at vise, som folk ikke har fået set endnu,” siger Pelle Segertoft.
Uden for banen bruger den unge svensker tiden på golf, dart og kurser i blandt andet ernæring – en interesse, der ifølge holdkammeraterne afspejler sig i omklædningsrummets måske mest ensformige kostplan bestående af kartofler, oksekød eller kylling, avocado og absolut ingen sauce.
På halgulvet rækker ambitionerne dog langt videre end den spartanske tallerken. Segertoft drømmer om at løfte trofæer med FHK:
“Jeg vil gerne vise, hvad jeg virkelig kan på banen, og udvikle mig sammen med holdet. Det ville være megafedt, hvis vi kunne vinde noget. Et mesterskab for eksempel. Jeg tror på, at vi har muligheden med det hold, vi har, hvis det hele falder på plads. Og med Torbjørn i målet har vi fået en spidskompetence, der virkelig kan udfordre de store,” lyder det fra bagspilleren.





























