Viborg HK er tæt på at hente en markant forstærkning til stregen.
Klubben og Sofie Bardrum er enige om en aftale for resten af sæsonen, oplyser Viborg-direktør Jens Steffensen til TV 2 Sport.
Der mangler fortsat enkelte praktiske detaljer, men Viborg håber snart at kunne præsentere den danske stregspiller officielt.
Bardrum skal være med til at udfylde det hul, der er opstået efter Sara Hald, som er gravid og derfor ikke er til rådighed.
Den danske stregspiller har været uden klub siden september, hvor hun af personlige årsager fik ophævet sin kontrakt med rumænske HC Dunărea Brăila.
Bardrum har tidligere været en del af det danske A-landshold og var blandt andet med ved VM sidste år. Et skifte til Viborg vil dermed give klubben en erfaren stregspiller til resten af sæsonen.



























