De første 30 minutter af kampen bragede hun igennem ude på fløjen. Lærke Nolsøe Pedersen var ikke til at stoppe.
Danmark vinder en overlejen sejr over sydkoreaerne i dag. Det viste sig at være et hold, der lå rigtig godt til fløjspilleren.
“Det var en rigtig sjov kamp. Jeg synes virkelig, at vi formår at gøre det, vi skal i dag. Vi formår jo egentligt ret tidligt at trække fra,” siger Lærke Nolsøe Pedersen til TV2.
Tre kampe og tre sejre har også været med til at give holdet en masse selvtillid til resten af turneringen.
“Jeg kunne have lyst til at spille en kamp igen lige nu. Det betyder sindssygt meget at gå ind i et mesterskab med noget selvtillid i bagagen, det har de her kampe virkelig givet,” fortsætter Lærke Nolsøe Pedersen.
Det er et verdensmesterskab, der indtilvidere har været i Danmarks favør. I mellemrunden rammer danskerne dog ind i nogle europæiske hold, som er klar til at udfordre Danmark. Fløjspilleren ser dog blot frem til de kommende kampe.
“Lige nu glæder jeg mig bare til alt, hvad vi skal lave, og lige nu er det bare mega sjovt,” siger Lærke Nolsøe Pedersen til TV2.





























