Efter fem år i Sønderjyske, hvor hun udviklede sig til en markant profil i den danske liga, er hun denne sommer skiftet til den polske topklub PGE MKS Lublin.
I et interview med det sociale medie peopleinsport.eu sætter Paulsen flere ord på skiftet til Polen, som langt fra er hendes første erfaring med håndbold i udlandet.
”Man skal huske på, at håndbold er det samme i Danmark, som det er alle mulige andre steder. De barrierer, der kan være – som sproget eller kulturen – lærer man hurtigere at håndtere, end man regner med. Man er så meget sammen med andre om det, og fællesskabet bærer dig virkelig frem,” fortæller hun i opslaget.
Allerede i 2017 tog Paulsen springet fra Viborg HK til udlandet, da hun skiftede til franske Dijon. Senere fulgte et ophold i norske Molde HK, og nu venter altså et nyt udenlandseventyr i Polen med PGE MKS Lublin.





























