Der er nu kommet en diagnose på den skade, Nora Mørk pådrog sig i Team Esbjergs kamp onsdag.
Det norske håndboldlandshold oplyser på Instagram, at Mørk har fået konstateret et mindre brud i anklen.
Skaden betyder, at Team Esbjerg-profilen ikke bliver en del af den norske landsholdssamling i Danmark om halvanden uge.
Der er dog optimisme omkring hendes muligheder for at blive klar til årets helt store landsholdsmål, EM i december.
“Det er selvfølgelig kedelige nyheder, både for hende og os, men vi er optimister i forhold til, at hun skal blive klar til EM i december,” siger Norges landstræner Ole Gustav Gjekstad.
Mørk måtte hjælpes fra banen efter skaden og blev efterfølgende sendt til undersøgelse på hospitalet. Nu venter en periode uden håndbold, mens anklen skal have ro til at hele.





























