Landstræneren skifter ud i VM-truppen
Det har hele tiden været kendt, at Kevin Møllers kone kunne føde deres andet barn under VM-slutrunden, hvorfor den danske landstræner hele tiden har kalkuleret med, at han skulle bruge én af sine udskiftninger på netop Møller.
Nu er udskiftningen foretaget, men Jannick Green erstatter ikke Kevin Møller. Ifølge TV2 er det i stedet Henrik Møllgaard, der må afgive sin plads til fordel for PSG-keeperen. Og det kan give anledning til spørgsmål om, hvorfor der pludselig er behov for tre keepere i truppen, men det er der en ganske enkel forklaring på:
“Kevin Møller er stadigvæk en del af truppen, men ændringer i truppen skal foretages inden klokken 09.00 på kampdage, så hvis hans hustru skulle gå i fødsel i løbet af dagen, har vi mulighed for at spille med Jannick Green i aften,” forklarer DanskHåndbold i følge TV2.
Danmark har nu to reserver bestående af Henrik Møllgaard og Jacob Holm.