Louise Burgaard er stille og roligt ved at finde tilbage til sit gamle niveau i Odense Håndbold. I weekendens Champions League-sejr på 31-24 over HC Podravka fik den 33-årige højre back igen en pæn portion spilletid og kvitterede med 2 scoringer.
Vejen tilbage har dog ikke været uden bump. Efter både graviditet og et efterfølgende skadesforløb arbejder Burgaard fortsat på at bygge formen op og finde sin plads på et Odense-hold, hvor konkurrencen på højre back er blevet hård.
Denne sæson er russiske Anna Vyakhireva kommet til, mens tyske Viola Leuchter også kæmper om minutterne på positionen.
Men Burgaard har stadig ambitionerne i behold. Den rutinerede profil har nemlig et klart mål for fremtiden – hun vil tilbage i landsholdsvarmen.
“Jeg har et mål om ude i fremtiden at kæmpe mig tilbage på landsholdet.”, siger hun til TV 3 Sport.
Det kræver først og fremmest, at Burgaard fortsætter arbejdet med at komme helt tilbage efter sit lange fravær. Men motivationen fejler tilsyneladende ikke noget.





























