SC Magdeburg er begyndt forberedelserne til den kommende sæson efter fem ugers pause.
Den tyske mester er tilbage på træningsbanen med flere nye ansigter efter en sommer, hvor blandt andre anfører Christian O’Sullivan, førstemålmand Sergey Hernandez og Tim Hornke har forladt klubben.
Dermed skal cheftræner Bennet Wiegert både finde en ny anfører og få etableret en ny målmandsduo.
O’Sullivan er skiftet til TBV Lemgo Lippe, Hernandez fortsætter i Barcelona, mens Hornke har indstillet karrieren.
Til gengæld har Magdeburg hentet målmand Dominik Kuzmanovic, Antonio Serradilla og Oskar Vind. De to ungdomsspillere Malte Elze og Tim Thielicke er samtidig blevet en del af førsteholdstruppen.
Wiegert mener, at ændringerne i truppen kommer på det rigtige tidspunkt.
“Vi har sammensat truppen på denne måde, fordi vi har en ubegrænset tro på den. Nu skal vi vise, at overbevisningen ikke kun findes i os, men også kan ses på banen,” siger Bennet Wiegert til Sport Bild.
Den største forandring findes på målmandsposten, hvor Hernandez efter tre sæsoner er blevet erstattet af Kuzmanovic.
Ifølge Sport Bild har Magdeburg betalt mindst 500.000 euro for den kroatiske landsholdsmålmand. Beløbet kan med bonusser stige til 700.000 euro.
Kuzmanovic skal danne målmandsduo med Matej Mandic.
“Vi har to fantastiske målmænd og en god aldersstruktur på positionen. Hvis vi griber det rigtigt an og arbejder godt med dem, kan de forhåbentlig være vores målmandsduo i flere år,” siger Wiegert.
Cheftræneren forventer, at begge målmænd udvikler deres eget spil.
“Kuzma skal finde sin egen vej, ligesom Matej gjorde det bedre og bedre, særligt mod slutningen af sæsonen. Så kan både jeg og hele Magdeburg glæde os til de to,” siger han.
Magdeburg-spillerne skal ikke forvente, at løbetræning bliver det centrale element i opstarten.
“Jeg er ikke typen, der sender spillerne ud på løbebanen. Vi vil vinde kampe inde i hallen og ikke på løbebanen. Derfor kommer vi forholdsvis hurtigt i gang med bolden,” siger Wiegert.
En af de største ubesvarede spørgsmål er, hvem der overtager anførerbindet efter O’Sullivan.




























