Mathias Gidsel sætter ord på en drøm, der nu er blevet til virkelighed. I et opslag på Instagram fortæller den danske landsholdsprofil om lanceringen af sin egen signatursko, skabt i samarbejde med Puma.
”Jeg har altid drømt om at skabe min egen sko. Nu bliver den drøm til virkelighed,” skriver Gidsel og afslører, at resultatet er hans helt egen signatursko.
Designet beskriver han som mere end blot udseende. For Gidsel handler det om identitet og følelse på banen.
”En hvid base med et strejf af farve. Farver, der understreger fart og glæde,” skriver han og forklarer, at skoen skal minde ham om det vigtigste i hans spil.
”En påmindelse om, at uanset presset eller størrelsen på arenaen, så er håndboldbanen min legeplads. Og det vil den altid være,” lyder det fra den danske stjerne.
Ifølge Gidsel rammer skoen markedet den 5. februar.





























