Nyheden om Nora Mørks ankelbrud rammer Team Esbjerg på et særdeles sårbart tidspunkt. Den norske stjernespiller pådrog sig et lille og stabilt brud i venstre ankel i opgøret mod Horsens og må sidde ude i den kommende periode.
Det skaber store panderynker forud for et tætpakket kampprogram, vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen.
I en analyse for mediet sætter han ord på konsekvenserne af Mørks fravær for cheftræner Tomas Axnérs mandskab:
“Det er et Esbjerg-hold, som i forvejen ikke har den største bredde. Nora Mørk er holdets hjerne og strateg, og hun er især dygtig til at sætte Henny Reistad og stregspillerne op. Derfor mister Esbjerg et meget vigtigt våben,” slår Peter Bruun Jørgensen fast over for TV 2 SPORT.





























