Mors-Thy Håndbold: Sådan får vi succes uden millioner på bankkontoen
I en ny leder udgivet af direktør Ian Marko Fog til Mors-Thy Håndbolds hjemmeside, deler han sine tanker om klubbens fremtid og de udfordringer, de står overfor. Ian Marko Fogh giver et indblik i, hvordan klubben fortsætter med at bygge på et solidt fundament af talentudvikling og fællesskab, og hvordan de tackler de økonomiske realiteter i en liga, hvor de store klubber ofte har adgang til langt større budgetter.
“Vores nye kommercielle chef Frederik Andersen har fået en god start (…) Frø bliver lagt, og nye innovative idéer skal prøves af. Hvornår vi høster frugterne, vil tiden vise, men vi er meget positive overfor den modtagelse han har fået.”
Til den kommende sæson har klubben allerede offentliggjort, at de to profiller, Marcus Midtgaard og Mads Svane forlader klubben, til henholdsvis, Skjern Håndbold og BSH. Når klubbens egne spillere forlader reden, opstår der nye udfordringer, som kræver tilpasning.
“Hvad gør vi, når vi næste sæson mister to fantastiske spillere i Marcus Midtgaard og Mads Svane? Jeg bliver bombarderet fra flere sider med mulige afløsere, hvor de fleste ligger i en lønkategori mellem 1-2 millioner. Og da jeg i mange år både som direktør, træner og agent har beskæftiget mig med netop det felt, så ved jeg lige præcis, hvad den form for kvalitet koster.” skriver Fog.
Klubben, som i mange år har levet på eget talentsystem, har da heller ikke planer om at lave om i den stategi i den nærmeste fremtid.
“Kun to fra den nuværende trup har ikke været igennem den skole, og i stedet for endnu en gang at skulle rejse 1,5-2 millioner ekstra til stjerner udefra i et presset budget, så er det de unge talenter vi satser på."
Mors-Thy Håndbold har i gennem flere sæsoner vidst vejen for talentudvikling og har også båret frugt af de unge drenge, men Ian Marko Fog erkender også, at der er behov for supplering udefra, hvis man vil forblive en del af toppen:
“Selvfølgelig skal truppen suppleres udefra, men det bliver hverken Thomas Arnoldsen eller Lasse Andersson vi henter. Derimod går vi efter en bagspiller, der passer præcis ind i vores puslespil.”
En af de største udfordringer ved at satse på unge talenter er, at når de leverer deres allerbedste, tiltrækker de interesse fra de større klubber. Men i Mors-Thy Håndbold er der en fast tro på konceptet
“Profiler forlader os, og det giver plads til egen avl, som fra dag et bliver kastet for løverne, og det koncept tror vi stadig på.” skriver Ian Marko Fog i sin leder til klubbens egen hjemmeside.