Nykøbing Falster Håndboldklub hentede onsdag aften to sikre point med en 30-18-sejr over Nordvestjysk Elite. Efter en smule startvanskeligheder fik falstringerne skruet bissen på i de sidste 40 minutter, og det glædede den norske profil Mia Svele efter en uges kamppause.
“Vi kommer ikke helt i gang fra start af, men de sidste 40 minutter, synes jeg, vi spillede rigtig godt. Der føler jeg, at vi får sat den standard, vi har lyst til at sætte. Vi brænder alt for meget i starten, og vi forærer dem lidt for mange store chancer. Men nu er den her kamp spillet, og nu skal vi ned til Metz og spille, så der er det vigtigt at være klar fra start af,” siger Mia Svele til NFH Supporters.
I weekenden venter der nemlig en gigantisk opgave i Champions League, når turen går til Frankrig for at møde de forsvarende mestre fra Metz Handball. Her er rollefordelingen krystalklar for den norske bagspiller:
“Det er jo altid sjovt at møde et af de bedste hold i verden. Vi er jo 100 procent underdogs mod Metz, men vi må nyde det, nyde omgivelserne, spille i den arena og mod de bedste spillere for at få flere erfaringer med derfra. Vi mødte dem i en træningskamp i opstarten, hvor vi fik meget godt ud af det, så vi må se på, hvad der virkede for os dengang.”
Svele vendte forud for ligakampen tilbage fra en succesfuld landsholdssamling med det norske rekrutlandshold, hvor hun var med til at gå hele vejen og vinde en firenationersturnering. En oplevelse, der gav masser af selvtillid til NFH-profilen:
“Det betyder jo meget. Man har lyst til at vise sig godt frem, når man er med på rekrutholdet. Det er en fin udstillingsarena, så for mig handlede det bare om at give den gas og hygge mig. Det var en virkelig fed uge,” slår Mia Svele fast.





























