Nykøbing Falster Håndbold leverede en målrigt opgør på hjemmebane i Champions League, men trods 35 scoringer måtte falstringerne strække våben med et nederlag på 35-38 mod rumænske Gloria Bistrita.
Efter kampen var cheftræner Niels Agesen hurtig til at rose sit mandskabs ihærdighed og angrebsvariation, men frustrationen over dommernes ageren lyste ud af ham – særligt omkring passivt spil-kendelserne.
“Det var bare en linje, der var lagt for det ene hold og ikke for det andet,” lød det kontant fra Niels Agesen i et interview med NFH Supporters, da han blev spurgt ind til, hvor hurtigt armen kom i vejret hos dommerne.
Cheftræneren forklarede desuden situationen, der udløste et gult kort til NFH-bænken:
“Observatøren kom ned på det tidspunkt og siger, at vi må ikke stå to op. Og på det tidspunkt står de faktisk tre mand op nede på den anden bænk. Og så siger jeg, at det er okay, men husk lige at kigge derned. Og så lader hun tiden gå, til vi har givet bolden op, og så vælger hun først at fløjte det gule kort,” sagde Niels Agesen.
Trods ærgrelsen over kendelserne erkender træneren dog blankt, at defensiven haltede efter i de 60 minutter mod den rumænske stjerneparade:
“Det er i den anden ende, hvor vi skal løfte vores niveau. Vi taber for mange dueller, eller er ikke hårde nok på for mange dueller og første berøringer defensivt. Vi skal spille noget hårdere, hvis vi skal begå os på det niveau her.”




























