Det norske kvindelandshold er blevet ramt af endnu et markant slag forud for næste uges Golden League-samling i Danmark. Ikast Håndbold-anfører Stine Skogrand må melde afbud, efter at en scanning har påvist et brud i venstre fod.
Skaden opstod i Kvindeliga-opgøret mod København Håndbold den 9. oktober.
“Stine Skogrand pådrog sig desværre en brudskade i venstre fod under kampen mod København. Vi afventer svar på yderligere undersøgelser, før der kan gives en nærmere vurdering af skadeomfanget. På nuværende tidspunkt er det derfor for tidligt at sige noget om prognose eller forventet tidspunkt for retur til banen,” udtaler det norske landsholds læge, Stine Fjerdumsmoen, til det norske håndboldforbund, NHF.
Afbuddet rammer den norske landstræner Ole Gustav Gjekstad ekstra hårdt på højre back, da stjernen Nora Mørk i forvejen er ude med et brud i anklen.
Som erstatning for de to skadede profiler har landstræneren indkaldt CSM Bucuresti-spilleren Kristina Novak og Martha Barka fra Sola til samlingen i Odense.
“Novak er netop kommet tilbage efter skade og lavede et fint indhop for CSM Bucuresti i weekenden. Barka har været solid i forsvaret for Sola hele sæsonen, og det er en forsvarsrolle, hun er tiltænkt hos os også,” forklarer Ole Gustav Gjekstad.
Norge deltager i Golden League i Danmark, hvor de møder Holland den 24. oktober og værtsnationen Danmark den 25. oktober.





























