Onsdag aften tørner landets to suverænt største kvindehold, Odense Håndbold og Team Esbjerg, sammen i Sydbank Arena i et tidligt nøgleopgør om førstepladsen i grundspillet.
Men optakten til prestigerivaliseringen har været alt andet end optimal for fynboerne, der har haft ti spillere afsted på landsholdssamlinger og blot én enkelt dag til at træne samlet. Planlægningen vækker decideret forundring og frustration hos ledelsen i den fynske klub.
Odense Håndbolds direktør, Lasse Honoré, retter i Fyens Stiftstidende en skarp kritik mod Dansk Håndbolds kampprogrammering:
“Jeg synes jo, at kampen måske skulle have ligget ugen efter, så man havde haft en bedre forberedelse. Så kan jeg jo ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved Dansk Håndbold, når de laver deres turneringsplanlægning. Hvorfor var det lige den her kamp, der skulle ligge efter en landsholdstermin?”





























