Odense Håndbold har igen måttet se flere spillere sidde på sidelinjen i optakten til en ny sæson. Det vækker naturligt frustration hos cheftræner Jakob Vestergaard, som sidste sæson oplevede et massivt skadesfravær i truppen.
Men denne gang forsøger Odense Håndbold at gøre noget anderledes.
Klubben har indgået et samarbejde med Syddansk Universitet, hvor belastningen på spillerne skal undersøges og måles tættere. Tanken er at få et bedre billede af, hvordan træningen skal tilrettelægges, så spillerne hverken får for meget eller for lidt belastning.
Jakob Vestergaard understreger samtidig, at sidste sæsons skader ikke nødvendigvis skyldtes for hård træning.
“Men vi har indgået et samarbejde med Syddansk Universitet i forhold til at få målt belastningen på spillerne, så det i hvert fald ikke er, fordi vi træner for meget eller for lidt, men træner optimalt i forhold til den gruppe spillere, vi har til rådighed.”, siger Jakob Vestergaard til Sport Fyn.
Samtidig har Odense Håndbold hentet Emilie Clemmensen i Sønderjyske Kvindehåndbold for at styrke bredden i truppen, mens flere profiler fortsat er ude.
Det ændrer dog ikke på ambitionerne. Odenseanerne går ind til sæsonen med store forventninger, og allerede søndag venter den første mulighed for at hente et trofæ, når Team Esbjerg står på den anden side i Super Cup-finalen.





























