Live – Mest læste Håndboldnyheder

Redaktionen

Odense vil pumpe Kristina Jørgensen for kræfter: – Hendes sindssyge stime skal stoppes

Ikke overraskende har Odense Håndbold et stort fokus på at få godt og grundigt styr på Viborgs 23-årige stjerneskud, Kristina Jørgensen, så hun ikke piller alt for meget ved fynboernes skarpe guldkurs.

Ikke siden den 18. maj 2018 har en modstander holdt Viborg HK under 20 mål. Det lykkedes Odense i lørdags at stække midtjyderne noget så voldsomt og succesfuldt, at målscoren blev holdt på de rekordlave cifre.

Det hører til sjældenhederne, at Viborg HK scorer 20 eller færre kasser i en håndboldkamp. Frem til den første DM-finale i lørdags var det kun Team Esbjerg, der formåede at holde de grønblusede på 19 mål i den første bronzedyst.

Der skal vi tre år tilbage.

Det hører dog ikke til sjældenhederne, at Viborgs altoverskyggende stjerne, Kristina Jørgensen, banker den ene kugle ind efter den anden. Selvom de gæstende midtjyder aldrig fandt angrebsmelodien, så fandt Kristina Jørgensen – som altid – frem til netmaskerne med sine ni mål.

– Trykket kommer primært fra Kristina Jørgensen, som altid, og især i de her kampe, rigtig gerne vil tage meget ansvar. Hun er en svær spiller at stå overfor. Hun kan rigtig meget på egen hånd, men hun har også et overblik for alle andre på banen, siger landsholdskollega og klubkonkurrent Mie Højlund til Europamester.dk.

Læs også: Mie Højlund ”taknemmelig” for oplevelsen af tabt DM-finale: – Vi skal bruge det til at vinde guld nu

– Heldigvis kender vi hende fra landsholdet, så vi har et godt indblik i, hvordan hun spiller. Vi skal bare frem på hende og lukke hende ned. Ellers bliver hun en spiller, der tager initiativet og laver mange mål. Vi skal stoppe hendes sindssyge stime.

Hvor langt er man kommet som modstander, hvis man får stoppet Kristina Jørgensen?

– Viborg har enormt mange gode spillere, som kan meget på egen hånd. Men Kristina er selvfølgelig en stor del af deres spil. Hun har meget indflydelse. Kan vi få drillet hende, kan vi drille rigtigt mange af de andre på holdet, der også kommer med et stort tryk. Også fra venstre fløj med Maria Fisker, der kan drille os lidt.

Fra den første DM-finale, som Odense vandt med de overbevisende cifre 28-20, fremhæver Mie Højlund ikke overraskende defensiven.

Men ottemålssejren efterlader ikke Odense-backen med en perfekt følelse.

– Vi havde et sindssygt godt forsvar. Bedste forsvar vi har haft længe. Vi formåede at komme frem til skytterne og genere både skytterne og stregspillerne. Det fungerede helt vildt godt for os.

– Vi mener ikke, vi spillede en drømmekamp. Der er heldigvis mange ting, vi godt kan skrue på, og som vi forhåbentlig kommer til at gøre bedre. Det er positivt. Men én af de ting vi tager med, er vores forsvar, slutter Mie Højlund.

Kristina Jørgensen har i snit scoret godt og vel syv mål per kamp og har i sine i alt 36 kampe leveret flest assists med sine 143 målgivende afleveringer.

Vil du have flere håndboldnyheder?

Elsker du håndbold?

Tilføj Europamester på Google med ét klik, og få mere håndbold i dit nyhedsflow.

Tilføj Europamester på Google, og få flere håndboldnyheder fremover.

Tilføj os på Google

Når Google åbner:
Sæt flueben ved Europamester. Så gemmes det automatisk.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste fodboldnyheder