Officielt: Nu ryger krav om bikini i strandhåndbold
Det har været heftigt debatteret på det seneste, om man skal tvinge kvindelige strandhåndboldspillere til at spille kampe i bikini. Nu er det så blevet besluttet, at det ikke længere skal være et krav.
I de seneste måneder er flere håndboldlande gået sammen i fælles front.
Man ville gerne have, at kravet om at iføre sig bikini i kvindelig strandhåndbold skulle fjernes. Danmark har været aktive omkring det, da man ikke mener, at reglerne er tidssvarende overhovedet.
Nu sker der så noget. Det Internationale Håndboldforbund fjerner nemlig bikinikravet fra 1. januar. Kvinderne får nu også muligheden for at spille i shorts og tanktop.
Kvindernes uniform skal dog modsat mændenes være tætsiddende, oplyser IHF.