Der bliver både spillet håndbold, spillet spil og strikket, når det danske kvindelandshold er samlet. Men der er også en anden aktivitet, som kan samle spillerne: reality-tv.
Julie Scaglione fortæller, at interessen for dramaet på skærmen fylder godt i fællesskabet på landsholdet, der i denne uge er samlet inden weekendens landskampe mod Tyskland og Norge i Odense.
“Der bliver set meget reality. Det er lige, hvad der foregår. Der er Temptation Island, hvor der er reunion. Det glæder vi os til at skulle se,” siger Julie Scaglione til Europamester.dk.
Og det er tilsyneladende ikke bare en lille, lukket klub af realityentusiaster, der finder sammen foran skærmen. Ifølge Scaglione er en stor del af truppen med på at følge med.
Også nogle af dem, der ellers gerne vil give indtryk af, at den slags underholdning ikke lige er noget for dem.
“Jeg har faktisk lyst til at sige, at det er ret mange, der er med på den. Nogle af de gamle plejer at sige, at det ikke er så meget dem. Og så sidder de inde i rummet og ser med, og så synes de alligevel, at det er lidt fedt.”
Hvem de mere erfarne spillere med den angiveligt skjulte realityinteresse er, vil hun dog ikke afsløre.
“Nej, det kan jeg ikke udtale mig om.”
Da Europamester.dk fortæller, at Sandra Toft tidligere har afvist at være en del af realityholdet, er Scaglione heller ikke klar til at udpege målvogteren.
“Det er også fair. Det ved jeg så ikke med Sandra.”
Realityaftenerne er en del af det sociale liv i en trup, hvor Scaglione oplever, at det er nemt at finde ind i fællesskabet, selv om spillerne til daglig er fordelt på forskellige klubber.
“Vi kender hinanden rigtig godt efterhånden. Og alle sidder lidt i samme bås og ved, hvordan det er. Så jeg synes altid, det er hyggeligt at være med landsholdet. Der er altid god stemning.”
Denne gang skal fællesskabet danne rammen om den sidste samling, inden EM-truppen bliver udtaget. Men mellem træningerne og landskampene er der altså også plads til at følge med i, hvem der har noget at forklare ved en reunion.



























