I foråret mødtes vi med Jakob Vestergaard på Odense Håndbolds hjemmebane.
Det var kort før, at Odense skulle videre ud i Europa til udebanekampen mod Debrecen i Champions League-ottendedelsfinalen. Stemningen var koncentreret, men også præget af det særlige overskud, der ofte opstår lige før de store opgaver.
Samtalen med Odenses cheftræner kom dog ikke kun til at handle om den aktuelle europæiske udfordring. Den kom i høj grad til at kredse om epokerne i Viborg HK, de store hold, de store profiler og senere også forhåbningerne for Odense Håndbold.
Første gang undertegnede for alvor bemærkede Jakob Vestergaard, var da han debuterede som assistenttræner for Tomas Ryde i Viborg HK. Det skete i pokalfinalen mellem jul og nytår – et spøjst tidspunkt at træde ind i en trænerrolle på.
Viborg HK vandt pokalen mod Anja Andersens Slagelse DT i en kamp, der i dag næsten står som et katalog over nogle af kvindehåndboldens største navne.
Hos Viborg var profilerne Heidi Astrup, Grit Jurack, Cristina Vărzaru og Valérie Nicolas. Hos Slagelse blev holdet ført an af Cecilie Leganger, Bojana Popović, Mette Melgaard, Maja Savić, Emiliya Turey og Rikke Hørlykke.
Det var en anden tid i dansk klubhåndbold. Men også en tid, hvor niveauet, profilerne og rivaliseringen var med til at skabe nogle af de mest markante fortællinger i moderne kvindehåndbold.
Den første opgave, vi lavede sammen, var derfor også oplagt: Jakob Vestergaard og undertegnede skulle lave et All Star-hold med frit valg blandt samtlige spillere, han havde trænet.
Vi havde begge forberedt os hjemmefra, og ret hurtigt blev vi enige om først at få de mest oplagte navne på plads. Dem, vi begge regnede med, at der ikke kunne være den store diskussion om.
De fire første navne blev Bojana Popović som playmaker, Grit Jurack som højreback, Cristina Vărzaru som højrefløj og Katrine Lunde i målet.
Bojana Popović var et naturligt valg. Hun kom til Viborg som verdens bedste håndboldspiller, og dengang var hun mindst lige så outstanding, som mange i dag oplever Henny Reistad. Hun kunne det hele, og hun kunne i perioder nærmest vinde Champions League alene i angrebet. Men i Viborg kom hun ind på et hold, hvor hun ikke længere skulle være hele angrebet selv.
“Bojana var ekstremt spændende at arbejde sammen med. Hun kom jo allerede som verdens bedste håndboldspiller, men fra et hold, hvor hun var det ultimative omdrejningspunkt. I Viborg skulle vi balancere, at hun stadig kunne bruge sine individuelle kompetencer og være helt outstanding, men også nyde godt af, at der var verdensklassebagspillere omkring hende, der også kunne lave forarbejdet,” fortæller Jakob Vestergaard. Dengang var hun flankeret af blandt andre Rikke Skov, Grit Jurack, Kristine Lunde og senere Gorica Acimović, som havde en rigtig stærk sæson, da Jurack var gravid. Popović havde faktisk en “svær” første sæson, selv om hun stadig blev topscorer og stadig var verdens bedste. Det fulde potentiale blev bare ikke indfriet med det samme. I den følgende sæson blev hun korsbåndsskadet, men inden da havde hun fundet melodien og samhørigheden med de øvrige på holdet. Viborg vandt Champions League uden hende i de afgørende del af sæsonen, efter at have tabt til Györ på hjemmebane, godt nok i Aarhus, men senere – og særligt i Viborg HK’s sidste Champions League-triumf – var Popović helt outstanding.
Grit Jurack var lige så oplagt. Hun kom ikke kun med fysik og skudstyrke, men udviklede sig fra at være en meget skolet skytte til at få både viderespillet til fløj, streg og forsvarsspillet med på et ekstremt højt niveau. Særligt hendes assistspil blev decideret verdensklasse. Jakob Vestergaard fremhævede netop hendes håndboldintelligens: “Nogle spillere skal man dosere i forhold til, hvor meget input man giver dem, men Grit var så klog en håndboldspiller, at man kunne fodre hende med information i uendelige mængder til forberedelse, under træning og i timeout.” Jurack blev senere også Vestergaards assistent, da han kortvarigt var tysk landstræner. Undertegnede bød ind med, at Viborg under nogle skadesproblemer endda brugte Jurack på stregen, og det løste hun exceptionelt. “Ja! Godt husket,” lød svaret fra Vestergaard, inden han tilføjede: “For os var det den største selvfølge, at det var hende, vi lagde derind, selvom Rikke Skov faktisk også før min tid havde været vikar på stregen.” Det siger meget om Jurack. Hun var ikke kun en højreback med et voldsomt skud. Hun var en komplet håndboldspiller, der kunne forstå spillet fra flere positioner.
Cristina Vărzaru fyldte på en anden måde. Teknisk var hun forud for sin tid, og hendes Viborg-karriere blev både præget af alvorlige skader og et comeback, der næsten blev en fortælling i sig selv. “Da hun fik sin anden korsbåndsskade, sin første i Viborg HK, troede vi faktisk lidt, at hun var færdig. Vi ventede Monika Kovacsicz, som var det næste nye hotte navn på højrefløj, men Cris ville tilbage. Og hun blev faktisk Champions League-topscorer for os. Det var et udpræget delmål, at hun tog den topscorertitel, i tillæg til at vi selvfølgelig ville have guld,” fortæller Jakob Vestergaard. Undertegnede bød ind med, at det stadig er svært at finde en fløj siden Vărzaru med samme tekniske niveau og samme evne til at køre fuldstændig rundt med samtlige målvogtere. Om det var Katrine Lunde, Cecilie Leganger, Valérie Nicolas, Luminița Dinu eller Katalin Pálinger, hun mødte for klub eller landshold, var det altid Vărzaru der vandt den duel. Her var der enighed om, at hun reelt var forud for sin tid i sin teknik, smartness og evne til at lure en målvogter.
Katrine Lunde krævede færrest ord. Ikke fordi hun fyldte mindst, men fordi valget var så selvfølgeligt. Hun blev egentlig bare nævnt som GOAT, og så var den position lukket. Der var ingen diskussion, ingen behov for at veje hende op mod andre. Når man frit kan vælge blandt de målvogtere, Jakob Vestergaard har trænet, starter og slutter samtalen med Katrine Lunde.
