Lørdag klokken 17.00 tørner Danmark og Rumænien sammen i Sala Polivalentă i Bukarest, når anden semifinale ved EHF EURO Cup Final Four skydes i gang. Turneringen indledes lørdag klokken 14.15 med opgøret mellem Norge og Ungarn, inden værterne løber på banen mod de danske EM-sølvvindere.
For den 30-årige rumænske playmakerprofil Cristina Laslo, der i sommer skiftede fra Gloria Bistrița til Dunărea Brăila, er stoltheden over landsholdet fortsat intakt, selvom hun i dag hører til blandt truppens mest rutinerede kræfter.
I et interview med Gazeta Sporturilor (GSP) slår Laslo fast, at rumænerne bestemt ikke har tænkt sig at lægge sig ned mod Helle Thomsens mandskab:
“Hver eneste udtagelse bringer følelser og stolthed med sig. For mig har det betydet enormt meget lige siden min første udtagelse som 14-15-årig. Vi fører historien videre, men med alderen følger også et større ansvar, som jeg påtager mig med glæde. Vi har tilkæmpet os retten til at spille dette Final Four, og selvom vi ved, at kampen mod Danmark bliver utrolig svær, vil vi spille vores chance fuldt ud og jagte sejren. Vi ved, vi er et elsket hold blandt vores tilhængere, og vi håber på massiv opbakning i Sala Polivalentă.”
Skal rumænerne levere overraskelsen og booke en billet til søndagens finale, peger playmakeren på mental styrke, defensiv struktur og forbedret tempo som de afgørende parametre:
“Vi skal optræde mere ansvarsfuldt, have et fuldstændig velfungerende forsvarssystem og masser af tro på, at vi kan slå hold, der på papiret er rangeret højere end os. Jeg tror på, det kan lade sig gøre, fordi vi kommer med frisk energi og mere fart i spillet sammenlignet med tidligere.”
Søndag afvikles bronzekampen klokken 14.15 efterfulgt af finalen klokken 17.00.





























