Den polske klub Rebud KPR Ostrovia, der har den danske cheftræner Kim Rasmussen ved roret, går ind til den nye sæson med høje ambitioner trods en svær skadeskrise.
Holdet blev søndag præsenteret foran fansene forud for lørdagens ligapremiere mod Opole. Her lagde en af holdets bærende profiler, Kamil Adamski, ikke skjul på, at målet for sæsonen er ambitiøst:
“Vores målsætninger ændrer sig ikke. Vi sigter efter den højest mulige placering. Vi drømmer bestemt om en plads i top-4, selvom vi ved, at det bliver rigtig svært at gentage resultaterne fra de to seneste år. Man skal huske på, at vi desværre er hårdt ramt af skader,” udtaler Kamil Adamski til klubbens medier.
Adamski sidder selv ude med en længerevarende skade, men han håber, at holdet står i fuld styrke, når turneringen spidser til:
“Jeg håber, at alles genoptræning forløber så hurtigt, at vi er i stærkeste opstilling i begyndelsen af det nye år. Til den tid kan vi for alvor kæmpe med om de øverste placeringer, for slutspillet har sine helt egne regler. Men først skal vi sikre os en så god placering som muligt i grundspillet.”
De mange skader har tvunget klubben til at hente flere forstærkninger i absolut sidste øjeblik for at give Kim Rasmussen en bredere trup i efteråret:
“Der kom flere nye spillere ind, og jeg er overbevist om, at de kan træde til for de skadede. Med tiden vil bredden i truppen blive en stor fordel for os – det var måske netop det element, vi manglede sidste år. Når vi er fuldtallige, kan vi blive rigtig stærke,” slutter profilen.
Succesfuld dansker belønnes med lang kontrakt i Polen
Kim Rasmussen har allerede sat et markant aftryk i Ostrovia og blev tidligere på året belønnet med en kontrakt helt frem til 2029. Det skete efter blandt andet en bronzemedalje i det polske mesterskab.
Land klar til håndbold-VM med 6 spillere på over 2 meter
Kamil Adamski er ikke kun en nøglefigur i Ostrovia, men har også været en del af det polske landshold. Nu må profilen se sæsonstarten fra sidelinjen på grund af sin skade.
De første navne til Tophåndbold Symposium 2018
Kim Rasmussen har i mange år haft en stærk tilknytning til polsk håndbold efter blandt andet to VM-semifinaler med kvindelandsholdet. Nu forsøger han at føre Ostrovia endnu længere frem i den polske liga.





























