Sverige har fået en dårlig nyhed halvanden måned før EM.
Debrecens Kristin Thorleifsdóttir er blevet opereret i venstre knæ efter længere tids problemer med springerknæ. Indgrebet blev foretaget mandag i Sverige, og ifølge hendes klub ventes den 28-årige bagspiller først tilbage på banen omkring begyndelsen af det nye år.
Det gør det meget svært at forestille sig Thorleifsdóttir ved EM, der begynder 3. december.
Hun har gennem flere år været en vigtig brik for Sverige, ikke mindst defensivt, hvor hendes fysik og evne til at tage ansvar centralt har gjort hende værdifuld. Hun står samtidig noteret for 96 A-landskampe og har været med ved syv slutrunder.
“Operationen gik godt, og jeg har det godt. Nu begynder genoptræningen, og jeg arbejder allerede på at komme tilbage på banen så hurtigt som muligt,” lyder det fra Thorleifsdóttir i forbindelse med klubbens melding.
Skaden kommer samtidig i en periode, hvor hendes position på det svenske landshold ikke har været så sikker som tidligere. Charité Mumbongo fra franske ES Besançon har fået flere muligheder hos Tomas Axnér og var blandt andet med ved både forårets EM-kvalifikation og den seneste samling mod Frankrig.
Det er dog værd at bemærke, at Thorleifsdóttirs fravær ved den seneste samling officielt netop blev forklaret med, at hun var på vej tilbage efter skade. Derfor er det ikke muligt entydigt at konkludere, at hun allerede var blevet sportsligt vraget til fordel for Mumbongo.
Men Mumbongo har fået chancen til at spille sig længere frem i hierarkiet, og med Thorleifsdóttir ude i mindst 10-12 uger kan hun nu få endnu større betydning i det svenske forsvar ved EM.




























