Søndag eftermiddag venter sæsonens hidtil største europæiske lakmusprøve for Team Esbjerg, når vestjyderne gæster CSM Bucuresti i Champions League.
Opgøret rummer masser af revanchelyst for de forsvarende danske mestre. Netop rumænerne knuste Esbjergs Final4-drømme i kvartfinalen i foråret, men siden er der sket store omvæltninger i Bukarest. Holdet er uden flere af sidste sæsons nøglespillere, heriblandt den svenske målvogter Evelina Eriksson og holdets daværende topscorer, og de har samtidig åbnet sæsonen vaklende med to nederlag i træk – senest mod Dortmund og FTC.
Cheftræner Tomas Axnér advarer dog kraftigt imod at tro, at modstanderen er nem at bide skeer med på egen bane:
“De har helt sikkert noget at bevise. De vil bevise over for sig selv og tilskuerne, at de er et tophold. Det bliver en svær kamp, og vi skal være forberedte på, hvad de kommer med,” siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.
Esbjerg-lejren har lært lektien fra sidste sæsons exit, hvor en svær start i Rumænien og et larmende hjemmepublikum blev afgørende:
“Vi havde ikke en god kamp dernede, og vi skulle nok have vundet med mere end ét mål hjemme, hvis vi skulle være gået videre. Det er svære betingelser at spille under dernede med et publikum, der giver holdet meget. Vi fik en svær start på opgøret dernede, og det hentede vi aldrig,” erindrer Axnér.
Team Esbjerg topper gruppen med maksimumpoint efter fire runder, men for at holde fast i målsætningen om en af de to direkte kvartfinalepladser kræves der point på de svære udebaner. Det skal forsøges med en trup, der er mærket af skader:
“Vi har sat os i en god position, men vi har også sat et stort pres på os selv, hvis vi skal ende i top-to. Man skal først vinde sine hjemmekampe og så vinde størstedelen af udekampene også. Samtidig er vi lidt ramt, mens de har en stor bredde,” påpeger cheftræneren.
Vestjyderne må definitivt undvære Nora Mørk efter hendes ankelbrud i midtugen. Til gengæld er Silje Solberg og Rikke Iversen rejst med truppen, mens Line Haugsted er i bedring med sin fingerskade, men fortsat vurderes fra dag til dag.





























