Rikke Hoffbeck skifter til Skanderborg Håndbold
Rikke Hoffbeck skifter til Skanderborg Håndbold
Når den nye sæson indledes, er det med et nyt ansigt på holdet i form af Rikke Hoffbeck Petersen. Rikke kommer med stor selvtillid fra et par sæsoner i EH Aalborg, hvor hun i denne sæson har været den mest scorende venstrefløj i 1. Division. Rikke skal sammen med Steinunn på venstrefløj danne et stærkt makkerpar der kan skærpe vores kontrafase og bidrage til at brede vores spil ud offensivt. Derudover kommer Rikke med en god power defensivt, og har en utrolig fin fornemmelse for at skubbe frem i banen.
Rikke fortæller hvorfor hun har valgt Skanderborg:
”Jeg har fulgt Skanderborg Håndbold i mange år, og jeg har virkelig været imponeret over det, klubben har præsteret år efter år, så jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af den udvikling den kommende sæson. Jeg har virkelig fået et godt indtryk af klubben og dens værdier, så jeg er helt sikker på, det er det rette sted for mig og min videre udvikling som håndboldspiller”.
Cheftræner Jeppe Vestergaard udtaler:
”Vi har fulgt Rikke gennem et par sæsoner, og jeg er meget imponeret af det hun har leveret i Aalborg. Rikke kommer med en stor ærgerrighed, og jeg tror vi kan bringe hendes drive og selvtillid godt ind i ligaen også. Derudover har vi fået et indtryk af en seriøs og dedikeret spiller der vil passe rigtig godt ind i det kollektiv vi værner så meget om i Skanderborg. Derfor glæder jeg mig meget til samarbejdet med Rikke”.
Pressemeddelelse fra Skanderborg Håndbold