Der var vild jubel og store følelser på spil onsdag aften, da SønderjyskE Kvindehåndbold spillede sig i Final4 efter en hæsblæsende kvartfinalesejr på 36-33 over HH Elite.
Klubben sikrer sig dermed en plads blandt de fire sidste mandskaber i pokalturneringen, og forløsningen var ikke til at tage fejl af efter slutfløjtet.
Hos Sønderjyske-profilen Laura Jensen vakte avancementet enorm stolthed, da hun umiddelbart efter opgøret satte ord på triumfen over for TV 2 Sport:
“De her billeder beskriver utrolig meget. Hvilken forløsning og eufori! Vi er til Final4, det er megastort for klubben. Man kunne mærke, at der var nervøsitet, og at der var noget på spil. Jeg er så megastolt af at være her,” lød det fra Laura Jensen.




























