Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Rumænsk lovforslag kan sende tocifret millionbeløb til sporten

Et nyt rumænsk lovforslag vil sende én procent af bettingselskabernes indtægter direkte til ungdomsidrætten.

Et nyt lovforslag i det rumænske parlament kan revolutionere finansieringen af rumænsk idræt og tilføre op mod 33 millioner euro (knap 250 millioner kroner) årligt. Initiativet, som er blevet afdækket af mediet ProSport, pålægger spiludbydere at aflevere én procent af deres indtægter direkte til de respektive sportsforbund, afhængigt af hvor meget der spilles på den enkelte sportsgren.

Kravet i lovteksten er ufravigeligt: Midlerne må udelukkende investeres i ungdoms- og talentudvikling.

Forslaget vækker stor begejstring hos flere af landets fremtrædende idrætsledere, herunder håndboldpræsidenten Bogdan Voina, der ser udspillet som et tiltrængt opgør med en skæv forretningsmodel:

“Omfanget af sportsvæddemål på verdensplan er enormt. Men tænk på, at disse bettingbureauer tjener store overskud på bekostning af håndboldturneringer, som vi arrangerer med vores egne omkostninger, hvor vi betaler dommere, observatører og alt det praktiske. Det er en kæmpe indsats, som de færreste ser. Derfor siger jeg, at denne lov skaber retfærdighed. Vi bør også have del i de midler – og ja, pengene skal gå til børn og unge. Det er der, fremtiden for rumænsk sport ligger.”

Også i de øvrige forbund møder forslaget opbakning. Carmen Tocală, præsident i det rumænske basketballforbund, vurderer, at basketball alene kan modtage omkring 1,32 millioner euro årligt – svarende til en fordobling af forbundets nuværende statsbudget:

“Initiativet er helt enestående. Først med en sådan model kan vi tale om reelle lige muligheder for børn og unge i vores land. Stramme budgetter tvinger os i dag til at spare netop på ungdommen – lige før talenterne bryder igennem. Effekten af denne lov? Medaljer vil være den naturlige konsekvens.”

For tennis- og volleyballforbundene repræsenterer loven en livline i en tid, hvor den statslige støtte til idrætten er presset i bund, og håbet er nu, at det rumænske parlament stemmer forslaget igennem.

Vil du have flere håndboldnyheder?

Elsker du håndbold?

Tilføj Europamester på Google med ét klik, og få mere håndbold i dit nyhedsflow.

Tilføj Europamester på Google, og få flere håndboldnyheder fremover.

Tilføj os på Google

Når Google åbner:
Sæt flueben ved Europamester. Så gemmes det automatisk.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste fodboldnyheder