Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Scoring godkendt i strid med reglerne: Protest afvist efter kaotisk 1. divisionskamp

Roskildes sejr på 27-25 over Ajax København i kvindernes 1. division står ved magt. Disciplinærinstansen fastslår, at dommerne begik en regelfejl, men vurderer, at fejlen ikke med rimelig sandsynlighed var afgørende for kampens resultat.

Ajax København får ikke den ønskede omkamp efter opgøret mod Roskilde Håndbold den 16. oktober i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.

Disciplinærinstansen for Håndboldliga og 1. division har afvist klubbens protest og stadfæstet Roskildes sejr på 27-25. Det sker, selv om instansen har fastslået, at Roskildes udligning til 14-14 blev godkendt i strid med spillereglerne.

Dommerne erkendte fløjt efter videogennemsyn

Protesten drejer sig om en situation i begyndelsen af anden halvleg. Ajax mente, at dommeren fløjtede for frikast til Roskilde, inden hjemmeholdet spillede bolden videre og scorede.

Ifølge Ajax stoppede holdets spillere med at dække op som følge af fløjtet. Klubben mente derfor, at målet skulle have været underkendt, og at Roskildes målscorer skulle have haft en udvisning for at afslutte efter spillets afbrydelse.

Roskilde var uenig i beskrivelsen. Klubben oplyste, at ingen på bænken havde hørt et fløjt, og at spillerne efter klubbens vurdering fortsatte deres bevægelser uden at reagere på en afbrydelse.

Dommerne opfattede heller ikke under kampen, at der var blevet fløjtet. Efterfølgende gennemså de episoden på video og konstaterede en kort fløjtelyd, som faldt sammen med, at banedommeren førte fløjten til munden. På den baggrund vurderede dommerne, at der ubevidst var blevet fløjtet for frikast.

Fejlen fører ikke til omkamp

Disciplinærinstansen lægger til grund, at fløjtet afbrød spillet, og at den efterfølgende scoring derfor ikke skulle have været godkendt.

En regelfejl er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at udløse en omkamp. Det kræver ifølge afgørelsen, at fejlen med rimelig sandsynlighed har haft afgørende betydning for resultatet.

I vurderingen lægger instansen vægt på, at der stadig var omkring 27 minutter tilbage af kampen. I den resterende spilletid var begge hold foran, og der blev blandt andet dømt flere udvisninger og straffekast, hvoraf ét blev brændt.

På den baggrund finder instansen ikke grundlag for at ændre resultatet eller kræve kampen spillet om.

Ajax pålægges et retsgebyr på 4.136 kroner. Afgørelsen kan appelleres til Håndboldens Appelinstans senest syv dage efter, at den er modtaget.

Vil du have flere håndboldnyheder?

Elsker du håndbold?

Tilføj Europamester på Google med ét klik, og få mere håndbold i dit nyhedsflow.

Tilføj Europamester på Google, og få flere håndboldnyheder fremover.

Tilføj os på Google

Når Google åbner:
Sæt flueben ved Europamester. Så gemmes det automatisk.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste fodboldnyheder