Odense Håndbold har på papiret en bagkæde med kvalitet til at spille noget af Europas bedste angrebshåndbold.
Alligevel har det etablerede spil foreløbig haltet.
En del af forklaringen er en meget ujævn optakt. Mie Højlund blev akkurat klar til sæsonstart uden reelt at have været med i forberedelserne, Helene Fauske er først nu begyndt at komme omkring kampene, Markéta Jeřábková er fortsat på vej tilbage efter barsel, og Louise Burgaard har heller ikke haft en fuld optakt.
Anna Vyakhireva er samtidig kommet ind og ud af holdet på grund af fysiske problemer. Mod Ikast så man flere spændende sekvenser, men hun har endnu været langt fra den stjernespiller, der dominerede for Brest gennem sidste sæson og ved Final4.
Men den måske største forskel fra sidste sæson er, at Odenses sikkerhedsnål er væk.
Thale Rushfeldt Deila er skiftet til Györ, hvor hun jagter Champions League-trofæet sammen med blandt andre tidligere Odense-spillere som Bo van Wetering og Helena Elver.
Deila var ikke nødvendigvis den spiller, der skulle styre samtlige angreb, men når Odenses spil gik i stå, kunne hun skabe noget fra næsten ingenting.
Fra begge backpositioner kunne hun vinde sin direkte duel, komme ind centralt, skabe overtal og efterfølgende finde både streg og fløj. Hun krævede ikke et perfekt opsat angreb for at skabe en fordel.
Det er netop den egenskab, Odense mangler i øjeblikket.
Mie Højlund kan noget af det samme, men mangler fortsat rytme. Vyakhireva kan i endnu højere grad skabe på egen hånd, men har endnu ikke været fysisk stabil nok til at være den konstante løsning.
Ingvild Bakkerud har et godt skud og kan gå begge veje, men hun skaber ikke fordele på samme niveau, og spildprocenten har været høj. Hun løfter en vigtig opgave lige nu, men formentlig også en større offensiv rolle, end hun skal have, når de øvrige profiler er tilbage.
Viola Leuchter har til gengæld været fremragende på højre back. Hendes skud er et skarpt våben, og hun har også vist kvalitet i både indspil og at holde bredden i banen. Men hun er først og fremmest spilleren, der skal afslutte angrebene – ikke nødvendigvis den, der skaber dem.
Samtidig er Odense ramt bredt. Andrea Aagot, Anna Grundtvig og Maren Aardahl er ude med graviditet, Xenia Smits har netop født, mens Yara ten Holte og Althea Reinhardt er på sidelinjen. De sidstnævnte påvirker nok især defensiven og fløjene deres mulighederne for at få flere nemme mål i kontrafasen.
Sikkerhedsnålen er rejst, og træner Jakob Vestergaard skal formentlig arbejde med at få spillerne tilbage i rytme og give dem en ny sikkerhed – noget som vi i perioder så med et ganske udmærket 7 mod 6 spil mod Gloria, indtil det blev for stereotypt.
