Silkeborg-Voel forlænger med 37-årig kulturbærer – og henter keeper i Odense
Silkeborg-Voel KFUM har nu sammensat målvogtertrioen til den kommende sæson. Klubben fortsætter samarbejdet med rutinerede Stine Bonde, som dermed går ind i sin 12. sæson i den grønne trøje. Bonde, 37, er en kulturbærer og bidrager med både erfaring og kvalitet på højeste niveau.
På grund af en hofteskade og efterfølgende operation til Anna Veng, der kræver længerevarende genoptræning, har klubben hentet en ekstra forstærkning på positionen. 19-årige Signe Stenderup Rasmussen, der skifter fra Odense Håndbold, tiltræder truppen. Signe har spillet 29 ungdomslandskampe og anses som et stort talent med et stærkt udviklingspotentiale.
Klubben skriver i pressemeddelsen:
“Vi er både glade og stolte over at kunne præsentere et stærkt målvogterteam, som repræsenterer tre forskellige stadier i en håndboldkarriere. Det giver os en unik bredde og et spændende fundament på denne vigtige position.”