Ikast Håndbold kom ud til opgøret mod København Håndbold med speederen trykket helt i bund.
Gæsterne havde knap fået armene ned efter kampens første scoringer, før det stod 1-5 på måltavlen. Og selvom København forsøgte at finde fodfæste, fortsatte Claus Mogensens tropper ufortrødent.
Først 2-6. Så 3-7. Og inden længe 4-9. Alt pegede på en aften, hvor Ikast ville gøre kort proces med hovedstadsklubben.
Men bag den imponerende start gemte der sig begyndelsen på en ganske bekymrende aften for midtjyderne. Allerede efter fire minutter og 30 sekunder fik Ikast den første alvorlige forskrækkelse.
Svenske Emma Lindqvist havde netop bragt gæsterne foran 3-1, da hun pludselig måtte forlade banen med tydelige smerter.
Den svenske profil humpede mod udskiftningsbænken, mens hun tog sig til sit højre ben. Ansigtsudtrykket fortalte sin egen historie, og bekymringen var ikke til at skjule hos holdkammeraterne.
Kort efter fortsatte Lindqvist mod omklædningsrummet med bøjet hoved og blikket rettet mod gulvet, mens Maria Berger Wierzba blev sendt på banen som afløser.
Efter nogle minutter vendte svenskeren tilbage til bænken med et håndklæde over benene. Men hvad der præcist var sket, stod fortsat hen i det uvisse.
Og som om én forskrækkelse ikke var nok, blev Ikast også ramt af en bekymrende situation omkring norske Stine Skogrand, der ligeledes måtte forlade banen med smerter.
Pludselig handlede aftenen ikke længere kun om to point.
For selvom Ikast fortsat havde et solidt greb om opgøret, begyndte de to profiler og deres helbred at fylde mindst lige så meget som cifrene på måltavlen.
Ved stillingen 7-11 lignede det fortsat en forholdsvis komfortabel Ikast-føring. Men så skete der noget. Det ellers så velspillende Ikast-mandskab gik fuldstændig i stå.
Den fart, præcision og beslutsomhed, som havde præget kampens indledning, var som blæst væk. Angrebsspillet blev febrilsk, afslutningerne mistede skarphed, og de tekniske fejl begyndte at snige sig ind.
Det var, som om skadessituationerne havde slået rytmen ud af midtjyderne. Og København? De tog imod invitationen.
Hjemmeholdet begyndte langsomt, men sikkert at æde sig ind på gæsternes forspring. For hver københavnsk scoring steg troen på, at den ellers så håbløse indledning kunne vendes til noget helt andet.
Fra 7-11 blev Ikasts firemålsføring barberet ned til blot en enkelt scoring. 11-12 ved pausen.
En første halvleg, der havde lignet en midtjysk magtdemonstration, var på forunderlig vis endt som et åbent opgør.
Og pludselig var det København, der kunne gå i omklædningsrummet med mest optimisme. Hvis København havde forestillet sig, at de kunne fortsætte, hvor de slap før pausen, blev de hurtigt klogere.
For Ikast kom ud til anden halvleg som et helt andet mandskab. Tempoet blev skruet voldsomt i vejret, bolden blev flyttet hurtigere, og gæsterne begyndte igen at straffe københavnerne med deres aggressive og direkte spil.
På ganske få minutter havde Ikast genetableret kontrollen og bragt sig foran 12-16. København havde mere end svært ved at følge med. Det var ikke, fordi Bianca Schanssema i det københavnske mål ikke gjorde sit.
Tværtimod. Keeperen leverede flere fornemme redninger og holdt nærmest egenhændigt hjemmeholdet inde i opgøret.
En helt fri Kathrine Heindahl blev pillet inde omkring stregen. Jamina Roberts forsøgte sig med et underhåndsskud, men også her var Schanssema på plads. Og da Astrid Lynnerup stillede sig frem til straffekast, var den københavnske målvogter endnu en gang klar med svaret.
Det var redninger, der burde have givet København fornyet energi. Men i den anden ende fortsatte Ikast med at finde vej til nettet. Ved 13-18 lignede det endnu en gang en kamp, der var ved at glide hjemmeholdet af hænde.
København nægtede imidlertid at lægge sig ned. Med hårdt arbejde i defensiven og en fortsat stærkt spillende Schanssema mellem stængerne begyndte hjemmeholdet endnu en gang at hale ind på Ikast.
Scoringerne faldt ikke længere i samme tempo, og kampen udviklede sig til en mere låst og fysisk affære, hvor hvert eneste mål skulle slides hjem. Efter 45 minutter stod der 18-20.
Kun to mål skilte holdene. Og nu kunne man for alvor mærke spændingen. København havde flere muligheder for at reducere til minus én og for alvor få hallen op at koge. Men hver gang chancen bød sig, manglede den sidste skarphed.
En forhastet afslutning her. En misbrugt mulighed der. Og når man møder et hold af Ikasts kaliber, kan den slags vise sig at være dyrt.
For selvom hjemmeholdet havde kæmpet sig tilbage i opgøret, begyndte kræfterne efterhånden at slippe op. Og netop som København havde fået færten af et sensationelt comeback, satte Ikast den afgørende acceleration ind.
Det var, som om Claus Mogensens tropper havde stået og ventet på det helt rigtige øjeblik til at trykke på speederen igen.
Pludselig gik det stærkt. Rigtig stærkt. Ikast satte fart i både bold og ben, og København kunne ganske enkelt ikke længere følge med.
Hjemmeholdets ellers så imponerende comeback begyndte at smuldre, mens gæsterne igen viste den klasseforskel, der havde været så tydelig i kampens indledning. Og der var en særlig krølle på historien.
For på Ikast-bænken stod Claus Mogensen og så sit nuværende mandskab løbe fra sin tidligere klub. Det, der midtvejs i anden halvleg havde udviklet sig til et nervepirrende drama, endte dermed med en markant midtjysk magtdemonstration i slutfasen.
Men selvom Ikast kunne glæde sig over den stærke afslutning, var det ikke nødvendigvis kun resultatet, der fyldte efter slutfløjtet.
For spørgsmålene omkring Emma Lindqvist og Stine Skogrand hang fortsat i luften. Ikast viste styrke, da det gjaldt. Men en aften, der begyndte med drømmehåndbold, kan vise sig at have kostet mere end forventet.
