Helena Elver har allerede været igennem en bemærkelsesværdig håndboldrejse.
Hun gik fra at være et af dansk håndbolds største talenter til at blive ramt af flere korsbåndsskader, der i lange perioder satte karrieren på pause. I håndboldkredse begyndte man næsten at diskutere, hvilken rolle og hvilket niveau hun ville ende med at få, og om det store potentiale for alvor kunne indfries.
Så kom en slags genfødsel i slutspillet 2022/23, hvor Elver igen viste, hvor højt hendes topniveau er.
Sæsonen efter blev dog mere ujævn. I Ole Gustav Gjekstads første sæson i Odense sad Elver i lange perioder på bænken, inden hun fik en større rolle i de sidste kampe. Kort efter kom hun med til OL som erstatning for skadede Simone Petersen, selv om hun oprindeligt slet ikke var udtaget. Her greb hun chancen, tog generalrollen for Danmark og blev afgørende i jagten på bronzemedaljerne.
I Gjekstads anden sæson i Odense skete der noget markant. Hvor Odense i første omgang havde haft et koncept, hvor ansvaret var fordelt på flere duelspillere, fandt Gjekstad og Elver en vanvittig synergi, da spillet i højere grad blev ført igennem hende som general.
Det gav Odense en anden rytme. Elver bandt spillet sammen, satte tempoet, skabte overtal og fik profilerne omkring sig til at se bedre ud. Resultatet blev en voldsomt succesfuld sæson med DM-guld og Champions League-finale, inden hun skiftede til Győri Audi ETO KC.
Første sæson i Ungarn blev også solid. Elver etablerede sig fint i Györ, vandt både det ungarske mesterskab og pokalturneringen og nåede endnu en Champions League-finale. Igen måtte hun dog nøjes med sølv i Europa.
Nu venter en anden sæson, hvor hun kan tage det næste skridt.
Györ har mange profiler i bagkæden, men Elver står som den mest klassiske playmaker i truppen. Hun har pasningsspillet, duellerne, overblikket og evnen til at binde et angreb sammen på en måde, som få spillere kan. Derfor er det oplagt, at hun i den kommende sæson kan få en endnu tydeligere rolle som angrebsgeneral.
Sammenspillet med Bruna de Paula bør også blive bedre efter et år sammen. Samtidig har Elver flere års relation med Dione Housheer fra tiden i Odense, og den slags automatismer kan få stor betydning i et Györ-angreb, der jagter en endnu højere samlet effekt.
Derudover får Elver selskab af en gammel holdkammerat i Thale Rushfeldt Deila. Nordmanden kommer med fysik, hårdhed og evnen til at trække forsvar til sig. Det er netop den type spiller, Elver kan nyde godt af, fordi det åbner rum omkring hende. Omvendt kan Deila også få stor værdi af de overtal, Elver skaber.
I Odense havde Elver, Deila og Mie Højlund et næsten symbiotisk samspil, hvor bevægelse, timing og duelspil løftede hinanden. Det bliver spændende at se, om noget af den relation kan overføres til Györ.
Der er også en historisk parallel i klubben. Tidligere playmakere som Nycke Groot og Stine Oftedal brugte også en sæson på at blive kørt rigtigt i stilling, før de for alvor blev de styrende generaler i Györs spil.
Samtidig er Estelle Nze Minko tilbage efter barsel. Hendes fart, gennembrudsstyrke og bevægelse kan også komplementere Elver, der netop er stærkest, når hun har mange forskellige trusler at sætte i scene omkring sig.





























