Det skulle have været en moderne håndbold- og sportsarena med plads til 5.000 tilskuere, men projektet i kystbyen Constanța er endt som et rumænsk mareridtsbyggeri. Planerne blev sat i søen tilbage i 2016 med forventet åbning i 2021, men her ti år efter projektets start er hallen stadig en ufærdig byggeplads, mens de samlede omkostninger er eksploderet med 90 procent.
Ifølge det rumænske medie Gazeta Sporturilor er budgettet vokset fra oprindelige 97 millioner lei til voldsomme 184 millioner lei (ca. 260 millioner kroner). Efter to et halvt års total stilstand som følge af pengemangel, retssager og uenigheder med entreprenøren blev arbejdet først genoptaget i foråret 2026.
Nu meldes arenaen 66 procent færdig, og entreprenøren sigter mod en indvielse i sommeren 2027:
“Hallen er færdig i omegnen af 66 procent på nuværende tidspunkt. Vi arbejder på brandsikring, ventilation, el-installationer og tagrender. Der mangler blot to sektioner af taget, som vi lukker i denne uge, og inden for en måneds tid er hele facaden lukket. Der er ikke længere finansielle problemer, så vi håber denne gang at overholde afleveringsfristen i sommeren 2027,” udtaler Doina Ciorbaru, administrator hos entreprenørselskabet Euromateria.
Når multiarenaen engang står færdig, er det meningen, at den skal fungere som ny hjemmebane for storklubben CSM Constanța til håndbold-, basketball- og volleyballkampe i europæisk format.
Fakta om Sala Polivalentă Constanța:
- Kapacitet: 5.000 siddepladser (+800 ekstra gulvpladser ved koncerter)
- Areal: 9.820 m² bebygget grundareal fordelt på tre etager
- Primære sportsgrene: Håndbold, basketball og volleyball
- Faciliteter: Træningshal, styrkerum, genoptræningsklinik, 100 pressepladser og 150 VIP-pladser
- Forventet åbning: Juni/juli 2027 (oprindeligt 2021)
Rumænien åbner ny arena til 186 millioner kroner
Mens arenaen i Constanța fortsat kæmper med forsinkelser og eksploderende omkostninger, stod Rumæniens nye multiarena i Tulcea tidligere på året klar efter et projekt til omkring 25 millioner euro.
Programmet er klart: Danskerklub jagter femte Super Cup-titel i træk
Rumænsk håndbold har allerede taget en anden moderne arena i brug denne sæson, da Super Cuppen for både kvinder og herrer blev afviklet i TeraPlast Arena i Bistrița.
To cifret antal mål fra Lasse Andersson !
Constanța har også markeret sig på den europæiske håndboldscene, hvor byens CSM-mandskab blandt andet stod over for Füchse Berlin i European League.





























