Jagten på Team Esbjergs kommende cheftræner fra sommeren 2027 spidser for alvor til. Feltet er nu skåret markant ned, og inden længe sættes der navn på manden eller kvinden, der skal stå i spidsen for det vestjyske stjernemandskab.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen afslører, at feltet er nede på tre-fire navne. Samtidig understreger han, at processen behandles med den dybeste respekt og grundighed i en klub, hvor udskiftninger på cheftrænerbænken hører til sjældenhederne.
Over for Mig og Esbjerg sætter bestyrelsesformanden ord på den store opgave:
“At ansætte en ny cheftræner er noget særligt. Vi har haft tre trænere på 17 år, så det er ikke hverdagskost. Derfor gør vi os selvfølgelig meget umage,” fastslår Bjarne Pedersen over for mediet.
Både spillertruppen og klubbens anførerråd – bestående af profilerne Olivia Löfqvist, Henny Reistad og Silje Solberg – har været hørt og inddraget aktivt i forløbet forud for den endelige beslutning, som træffes af klubejerne.
Rygterne har længe peget mod et muligt comeback til Jesper Jensen, der stopper i ungarske FTC til sommer, men Bjarne Pedersen holder kortene tæt til kroppen. Han garanterer dog en stærk løsning og slår fast, at aftalen senest er lukket omkring den 22. november, inden spillerne drager afsted til den kommende EM-slutrunde.




























