Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Ida Hummeluhr

Stopper karrieren til sommer: Mads Øris har fået nyt job

Pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg:

Han har leveret afgørende scoringer og har oplevelser af højeste karat på CV’et. Til sommer sætter Bjerringbro-Silkeborgs klublegende Mads Øris Nielsen sidste punktum for en flot håndboldkarriere.

Mads Øris Nielsen fik debut for Bjerringbro FH i januar 2000. Her spillede han indtil 2005, hvor klubben fusionerede med Silkeborg-Voel KFUM og blev til BSV. Bagspilleren stod på holdkortet i Bjerringbro-Silkeborg indtil 2014, hvor han tog tre år til Skive, inden han vendte tilbage til den midtjyske topklub i 2017.

Han har fået tilnavnet ”Mister BSV” og nu ”Mister BSH”. Hans navn og ansigt er at finde i Hall of Fame i JYSK arena, og fra 2005-2015 var han hjerteklubbens ’Most Valuable Player’.

 Hvorfor er det rigtigt for dig at stoppe netop nu?

”Det skal jo stoppe på et tidspunkt. Der skal nu bygges et nyt hold op i BSH, og der kommer en masse unge spillere, der skal forme fremtidens hold. Det kombineret med en spændende jobmulighed i Jyske Bank gjorde det forholdsvis let at træffe beslutningen i sidste ende.”

Hvad skal du lave efter sommerferien?

”Jeg har været så heldig at få en graduate stilling i Jyske Bank, hvor jeg starter 1. september.”

Hvad vil du især huske dine mange år som håndboldspiller for?

”Jeg vil huske alle de gode oplevelser, jeg har haft med virkelig mange fantastiske mennesker. Det har været et privilegium at nyde at gå på arbejde hver eneste dag i mere end 20 år og at kunne leve af min hobby. Hele den udvikling, som håndboldsporten og klubben har været igennem alle de år, har været spændende at være vidne til fra første parket.”

Er der noget, du gerne vil sige til fansene?

”Jeg vil sige mange tak for den store opbakning gennem årene. Det er fantastisk, at der er fans og frivillige, der har været med igennem mere end 20 år siden min debut i 2000 i Bjerringbro. Uden dem ville der aldrig blive den samme gode stemning til kampene i hallen. Mange tak for indsatsen.”

Hvordan ser drømmescenariet ud for afslutningen af denne sæson og din karriere?

”Drømmescenariet er selvfølgelig at slutte af med DM-guld og en kæmpe guldfest.”

Stor respekt fra direktøren

Direktør Jesper Schou siger til sommer farvel til en spiller, der med næsten 500 kampe for Bjerringbro-Silkeborg har sat et enormt aftryk på klubben og dens resultater.

”Mads har, siden han kom retur til klubben i 2017, måske udefra set og målt på spilletid ikke været den spiller, der har haft den største rolle på holdet, men det er ikke det samme som at sige, at han ikke har haft en vigtig rolle på holdet – for det har han,” slår direktøren fast.

”Jeg er rigtig glad for, at vi fik Mads retur i 2017, og at det er hos os, at der sættes punktum for en rigtig flot karriere. Det er en spiller, der stopper, som jeg har den største respekt for,” siger Jesper Schou.

Mads Øris Nielsen har udover at passe sit job som fuldtidshåndboldspiller også arbejdet i Jyske Banks Kundesupport 15 timer om ugen. Han er uddannet cand.merc., og det er den uddannelse, som han nu kan komme i gang med at bruge.

”Mads er godt rustet til sit næste skridt i karrieren både uddannelsesmæssigt og med sin erfaring fra tophåndbolden. Jeg er sikker på, at han bliver lige så værdifuld for Jyske Bank, som han er og har været for Bjerringbro-Silkeborg i næsten 500 kampe,” siger Jesper Schou.

Før han slipper bagspilleren helt, har de dog et fælles mål:

”Inden Mads slutter karrieren, skal der jagtes en topplacering i ligaen. Jeg håber virkelig, at vi når at få tilskuere i hallen, så Mads fortjent kan hyldes for en flot karriere.”

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER