Nanna Hinnerfeldt bliver kontinuerligt udtaget til det danske landshold.
Alligevel ligner NFH-stregen fortsat spilleren på positionen med det yderste mandat.
Hun var med allerede ved Helle Thomsens første samling, hvor konkurrencen på stregen var kraftigt reduceret. Rikke Iversen og Kathrine Heindahl var gravide, mens Sarah Iversen både var gravid og korsbåndsskadet. Hinnerfeldt havde samtidig leveret stærkt i NFH, hvor hun som tovejsspiller havde vist, at hun kunne gøre ondt på selv de bedste danske hold.
Men hierarkiet ændrede sig hurtigt. Sofie Bardrum var ikke oprindeligt blandt de mest oplagte førstevalg, men spillede sig lynhurtigt frem og etablerede sig som den foretrukne løsning. Undervejs blev både Karen Klokker og Sara Hald vurderet for lette, men Hinnerfeldt formåede heller ikke at tage det næste skridt i hierarkiet.
Selv i optaktskampe mod nationer som Island og Tyrkiet blev spilletiden begrænset. Når modstanden blev stærkere, forsvandt minutterne stort set helt.
Det samme billede så man ved hendes første slutrunde. Her fik hun reelt først en reel mulighed mod Senegal, mens hun ikke blev betroet en rolle overhovedet i de afgørende kampe.
I foråret kom Ida-Marie Dahl tilbage efter skade og fik minutter i begge kampe mod Ungarn. Dermed lignede det endnu en spiller, der – lidt som Bardrum tidligere – kunne passere Hinnerfeldt i køen. Hinnerfeldt blev stadig udtaget, men rollen begyndte mere og mere at ligne en ekstra spiller til træningerne end en streg, der reelt konkurrerede om mange kampminutter.
Derfor vakte den aktuelle udtagelse også en smule undren. Hinnerfeldt blev udtaget foran både Kathrine Heindahl og Rikke Iversen sammen med Ida-Marie Dahl. Bardrum var ikke med efter en svær start i rumænske Brăila, hvor hendes kontrakt siden er blevet ophævet, og hun nu står uden klub.
Hinnerfeldts store argument var oplagt: Hun var den eneste af de oprindeligt udtagne stregspillere, der reelt kunne bruges som tovejsspiller og dække centralt.
Alligevel blev Kathrine Heindahl efterfølgende hentet ind – ganske forståeligt – efter først at være blevet forbigået. Og så kom kampen mod Rumænien. Danmark vandt og skal nu møde Norge i finalen ved EHF Euro Cup. Men Hinnerfeldt fik ikke ét eneste minut.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi Rumænien må formodes at have været den mere oplagte kamp til at give hende rytme og ansvar i. Hvis hun skal spille en reel rolle mod Norge, bliver springet voldsomt. Her går hun fra potentielt at skulle håndtere stærke rumænske spillere som Elena Roșu og Rebeca Necula til verdensprofiler som Henny Reistad, Nora Mørk, Live Rushfeldt Deila og Thale Rushfeldt Deila.
Man kan naturligvis spørge, om fraværet af NFH-makkeren Stine Eiberg, der sad over, havde betydning. Er Hinnerfeldt primært tænkt ind i en bestemt defensiv konstellation sammen med hende? Det virker dog svært at forestille sig, at hun kun kan bruges med én bestemt makker – og meget ufleksibelt. Derfor peger nul minutter mod Rumænien mere i retning af, at hun fortsat befinder sig nederst i hierarkiet.
Hun bliver ved med at være “tæt” på landsholdet. Hun bliver ved med at blive udtaget. Men spilletiden fortæller indtil videre, at tilliden i de største eller de almidnelige kampe som i dag mod Rumænien kampe endnu ikke følger med. Og hvis hun ikke skulle bruges mod Rumænien, er det svært at forestille sig, at Helle Thomsen pludselig giver hende en markant rolle mod Norge. At være breddespiller kan være hårdt – og det bliver enkelte spilleres lod – og bestemt en del af elitesport. Men når samtlige får chancen mod en modstander man er overlegen – og næste kamp er mod Norge – så virker det lidt som man reelt er træningsspiller.
Det rejser også spørgsmålet om EM.
Der er fortsat tid til slutrunden, og meget kan ændre sig med form, skader og klubpræstationer. Men lige nu ligner Nanna Hinnerfeldt en spiller, der er inde omkring landsholdet – uden for alvor at være inde i kampplanen.
