LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Stregstjerne nægtede at give op: - Jeg havde aldrig nogen Plan B

100 % eller ingenting: OL-udtagelse eller …

Mangler der ikke noget efter ”eller”, tænker du nok? 

Nej! Ikke hvis du spørger brølestærke Kathrine Heindahl, der siden december har kæmpet en kamp mod uret, smerter og ikke mindst sin ledbåndsskade i knæet. 

Hun har lige siden VM-semifinalen, hvor hun udgik mod Norge med bange anelser og frygten for en korsbåndsskade, haft en målrettet Plan A om at blive klar til sommerens OL. Ikke nogen Plan B eller alt for meget hvad nu hvis. Der har kun været én vej for Team Esbjerg-profilen, og det var fremad:

- Jeg er vildt stolt af mit forløb, og hvordan jeg har grebet tingene an. Jeg har holdt snuden i sporet, hvor jeg har turde at sætte en plan A og gå 100 procent efter det. Jeg har tilrettelagt mit liv efter at nå at få OL-pladsen. Derfor er jeg stolt af mig selv, siger Kathrine Heindahl til Europamester.dk og fortsætter:

- Inden jeg fik opkaldet om, at jeg skulle til OL, var jeg selvfølgelig nervøs. Jesper kunne tage drømmen fra en, men jeg nåede dertil, hvor jeg kiggede mig selv i spejlet og sagde, at jeg kunne ikke have gjort ret meget anderledes. Nu måtte det briste eller bære. Jeg er glad for det udgangspunkt, jeg har til træninger. Jeg føler et overskud, når vi har træninger med landsholdet, som er noget af det hårdeste, fordi alle giver den hele armen. Jeg føler ikke, at jeg hænger efter. Jeg har kondition til det, og det giver mig en rigtig god tro på, at jeg går ind til OL rigtig godt stillet.

- Jeg har lagt en Plan A. Den har jeg jagtet, og jeg har skåret så meget væk, der kunne forstyrre mig som overhovedet muligt. Plan A var, at jeg skulle være blandt de 14 og ikke ”hvad nu hvis”. Jeg har turde sige højt, at jeg går efter drømmen, og det var sådan, min hverdag var tilrettelagt efter det, uddyber hun.

Intet var overladt til tilfældighederne for Kathrine Heindahl, der altså satte alle kræfter ind på at indfri sin store drøm. 

Både på og udenfor banen har alt været tilrettelagt efter at sidde på det fly, der i går, mandag, fløj kvindelandsholdet til OL i Paris:

- Vi har ikke søgt på nogen sommerferiedestinationer. Ferien har været planlagt efter, at der var tre uger fra vi spillede Final 4 med Team Esbjerg til den første træningssamling. De uger skal bruges sådan og sådan. Så var der otte dage mellem samlingerne, der kunne bruges på sommerhus. 

- Hvis jeg fik et negativt opkald, så måtte vi tage den derfra. Jeg har ikke levet et ret socialt liv det seneste halve år, fordi jo mere jeg skulle sidde i en bil, og det var ikke godt for knæet. Jeg er blevet meget i Esbjerg. Heldigvis spiller jeg på et godt hold med gode veninder. Men hvor man ellers tænker, at jeg kunne have ekstra tid til min familie på Fyn og veninder rundt i landet, så ville det jo tage ekstra tid. Det har jeg ikke prioriteret, fordi så skulle jeg transportere mig rundt. 

- Jeg har haft et mentalt forløb, hvor jeg har været meget ovenpå. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange dårlige dage, der har været: Jeg har fastholdt det positive mindset, og det tror jeg kommer af, at den dør, jeg følte lukkede sig, da jeg blev skadet, den åbnede sig stille og roligt på klem, da scanningens svar var, at det ikke var korsbåndet, og så var det bare at sørge for, at døren blev holdt åben, slutter Kathrine Heindahl.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder