Det tyske kvindelandshold måtte fredag aften undvære en af sine absolutte nøglespillere, da holdet tog hul på en dobbeltlandskamp mod Spanien i Granollers forud for den kommende EM-slutrunde.
Playmakerprofilen Alina Grijseels var således ikke på banen til fredagens opgør, da hun døjer med helbredsmæssige skavanker. Det bekræftede det tyske håndboldforbund, DHB, kort før kampstart.
Ifølge landsholdsmanager Anja Althaus handler det primært om ikke at tage unødige risici med VM-sølvvinderen:
“At Alina ikke spiller i aften, er en ren forsigtighedsforanstaltning. Vi tager det dag for dag for at se, hvordan det udvikler sig hos Alina, og om hun eventuelt kan komme i spil til den anden kamp på søndag.”
Tyskerne, under ledelse af landstræner Markus Gaugisch, afvikler søndag formiddag klokken 11.30 den anden testkamp mod spanierne, hvor man håber at have Grijseels tilbage på halgulvet.





























