Team Esbjerg kom ikke sovende til sejren, da holdet mødte NordVestjysk Elite i Bambuni Kvindeligaen. Efter weekendens nederlag i Rumænien var der brug for en reaktion, men oprykkerne viste sig som en vanskelig modstander og holdt længe de forsvarende mestre inden for rækkevidde
Esbjerg-holdet havde ellers muligheden for at skabe et afgørende forspring allerede før pausen. De mange fejlslagne afslutninger kostede dog dyrt, og efter at have været foran med fem mål måtte gæsterne se hjemmeholdet udligne til 17-17 inden pausen
Cheftræner Tomas Axnær var især utilfreds med holdets indsats i den periode, hvor føringen forsvandt
”Vi ramte en periode, hvor de kom tilbage. Vi fik en udvisning, og jeg syntes, at vi manglede lidt aggressivitet i forsvaret på det tidspunkt også. Vi var for pæne og for komfortable med spillet. Vi blev også lidt ukoncentrerede i angrebet, og så fik de 17-17 ved pausen,” siger han til klubbens hjemmeside.
Efter pausen fik Team Esbjerg rettet op på flere af problemerne. Gæsterne kom bedre ud fra omklædningsrummet, øgede intensiteten defensivt og fik gradvist skabt den afstand, der skulle til for at sikre en sejr på 37-31
Der var samtidig gode nyheder for Esbjerg, da Julie Scaglione var tilbage på banen og fik 30 minutters spilletid.
Sejren holder Team Esbjerg på førstepladsen i ligaen. Lørdag venter en ny stor opgave, når franske Brest Bretagne Handball gæster Blue Water Dokken i EHF Champions League med kampstart klokken 16.





























