Jesper Jensen vender hjem til Team Esbjerg – det har klubben annonceret i en pressemeddelse.
Den snart 49-årige træner tiltræder fra sommeren 2027 på en treårig kontrakt og afløser Tomas Axnér, som forlader klubben ved udløbet af sin aftale for at koncentrere sig om jobbet som svensk landstræner.
Jensen meddelte tidligere på måneden, at han forlader FTC et år før kontraktudløb af familiære årsager, og nu er næste destination altså på plads.
“Jeg er meget bevidst om, at det ikke bare er plug and play, når jeg vender tilbage til Team Esbjerg. Spillere har forladt klubben, og nye er kommet til. Sammen skal vi bygge noget nyt op,” siger Jesper Jensen.
Han kender naturligvis klubben særdeles godt.
Jensen var cheftræner i Team Esbjerg fra 2017 til 2024 og førte i perioden klubben til fire danske mesterskaber, tre pokaltitler, tre Super Cups og bronzemedaljer ved Champions League Final4.
Samtidig var han dansk landstræner fra 2020 til 2025 og hentede fem medaljer med Danmark.
Men ifølge Jensen selv vender han ikke tilbage til den samme opgave.
Team Esbjerg er i dag etableret blandt Europas stærkeste klubber, og udfordringen bliver derfor ikke længere at bygge en dansk topklub op, men at fastholde den internationale position.
“Team Esbjerg er et nyt projekt for mig i forhold til for snart 10 år siden. Hvor det tidligere handlede om at konsolidere sig i Kvindeligaen, gælder det nu om at blive i den europæiske top,” siger han.
Samtidig venter der en markant genopbygning.
Henny Reistad forlader efter sæsonen Team Esbjerg til fordel for Brest, og dermed forsvinder verdens største profil fra holdet netop som Jensen vender tilbage.
Det skræmmer dog ikke den kommende cheftræner.
Han understreger, at Reistads fremtid ikke var afgørende for hans beslutning, og at Team Esbjerg nu må finde nye måder at konkurrere med de økonomisk stærkeste klubber i Europa på.
For Jensen bliver opgaven derfor både velkendt og ny på samme tid.
Han vender hjem til en klub, han kender indgående – men til et hold og et projekt, der ser markant anderledes ud end det, han forlod i 2024.
Inden hjemkomsten venter dog stadig resten af sæsonen i Budapest, og allerede 8. november står Jensen på modsatte side, når FTC gæster Blue Water Dokken i Champions League.





























