Team Esbjerg satte endnu en gang en tyk streg under den hjemlige dominans i Bambuni Kvindeligaen, da vestjyderne fejede Silkeborg-Voel KFUM af banen med en knusende 40-26-sejr foran 1.667 tilskuere i Blue Water Dokken.
Hjemmeholdet overtog styringen tidligt i første halvleg og rykkede afgørende fra 8-6 til 17-8, før de cruisede sejren i land over et modløst gæstemandskab.
Efter slutfløjtet lagde cheftræner Tomas Axnér da heller ikke skjul på, at opgøret forløb uden de store bump på vejen mod de midtjyske gæster:
“Det var lidt en dag på kontoret, men også velvidende, at vi var store favoritter, inden vi gik i gang med kampen i dag. Derfor skulle vi stadig gå ind til kampen med højt niveau, hvor vi skulle have kloge beslutninger og være klar i forsvaret, og det syntes jeg, at vi gjorde i lange perioder i dag.”
I modsætning til Esbjergs forrige ligamodstander fra København valgte gæsterne helt at se bort fra 7-mod-6-spillet, hvilket cheftræneren tilskriver modstanderens udviklingsfokus:
“Silkeborg-Voel har også et ungt hold, og de havde måske ikke forventet, at det var her, de skulle tage to point, og så har de nok i stedet arbejdet på den proces, som de er inde i.”
Offensivt førte Nora Mørk an med otte scoringer for esbjergenserne, der nu står noteret for det maksimale udbytte med otte sejre i otte kampe forud for torsdagens svære udekamp mod Viborg HK.





























